Det er jo ikke så forfærdeligt længe siden, at jeg havde fornøjelsen af at rejse med UNICEF til Jordan. Dengang stod den på Syriske flygtninge i lejre på den anden side af den syriske grænse. En oplevelse jeg sjældent vil glemme – sådan noget sætter sig fast! Efterfølgende lavede jeg en personlig indsamling, hvor blandt andre I, var med til at sende over 13.000 kroner videre til Unicef’s arbejde dernede. Det var helt vildt fedt!...

Begyndte fandeme også at føle mig en lille smule unormal, og totalt udenfor når folk delte deres sorg med mig – det gør ondt når man mister en trofast ven eller veninde. Rigtig ondt. Og nu kan jeg tale med ved bordet, helt uden at føle mig malplaceret. Vi taler naturligvis om, at det for første gang, i de snart 10 år jeg har boet i vores hovedstad, at nogen har snuppet min cykel. Og...

Er efterhånden ved at være ekspert i at føle – kæft hvor kan jeg blive ældgammel og træt ved tanken om, at jeg er typen der føler alting så meget. Ikke fordi jeg ser det som en svaghed, slet ikke – men mere fordi at der med følelser også kommer tanker – og mine går direkte i maven og fortsætter derefter til tårekanalerne. Jeg hyler derfor en del. Både når jeg er ked af det,...

Det kan sagtens være, at jeg er mærket af at have beskæftiget mig en del med UNICEF på det seneste. (at der findes vigtigere ting i verden) Men jeg er nu fuldt ud bevidst om, at man ikke kan gøre alt på én gang. Det kan OGSÅ være fordi jeg er et skeptisk menneske af natur – det kan også være en helt tredje ting – who knows – men lige nu, hvor bryllupssæsonen er...

I mandags skiftede jeg ‘op klokken før fem’, lortebleer og Ramasjang ud med en let og frisk pakket kuffert i perfekt håndbagage-størrelse. Destinationen hed Zürich, Schweiz – og turen havde været booket mange uger i forvejen. Det var fjerde eller femte gang jeg hoppede ombord på noget SAS/Swiss (sidstnævnte er klart en favorit. De har gratis vin og chokolade). Efter jeg havde afleveret Alfred i børnehaven, samt kysset ham i stykker på begge kinder og...