Lillemor har ofte ret.

Det er mandag i dag. Jeg har haft en begivenhedsrig weekend. Der er blevet bygget en terrasse i min have. Den have, som lige om lidt ikke min længere.

Jeg har været på date. Jeg har trukket min iPhone op af tasken i Øresundstoget, hvor der hang et par g-strengs trusser fast. Det kan være svært, når en konduktør spørger om det har været en god weekend, når man har flyverdragt på. Man sveder lidt.

Lillemor sagde, at folk er kæmpe suckere for at høre om dating. Men når man forsøger at nå til et punkt, hvor man kan få lov at være anonym, så er det nok ikke det bedste move at fortælle alle detaljer.

Jeg var på date. Men det er længe siden. Og det er længe siden at jeg har haft lyst til at fortælle om det. Og det har jeg heller ikke nu.

Hele mit liv handler om praktik. Der er så mange gøremål, der ikke giver mig plads til at mærke efter hvem jeg er. Men weekenden bød på en god en af slagsen, hvor jeg bare fik lov til at være mig.

Ugen nu, mandag morgen, dér vågnede jeg med viden om, at den står på vigtige ting.

Der er møder efter møder. Ting jeg skal forholde mig til. Og jeg gør det bedste jeg kan. Og jeg har skændes med Schweizeren hele aftenen, fordi han mener, at jeg ikke lever i den virkelige verden. Og han har helt ret, jeg har bare ikke brug for at høre det. Han forsøger febrilsk på at finde den samme person han mødte for nogle år siden. For som han siger, så ser han sommetider dén. Og det er også den jeg prøver at finde, men jeg ved også, at jeg er en helt anden nu. Og den skal der også være plads til.

Her til aften var det forkert hvordan jeg lavede ting i ovnen. Han ville have gulerødderne i salaten, jeg ville have dem i ovnen. Og alle ved, at det tager langt længere at bage gulerødder, end bølgepomfritter. Og så måtte jeg ikke tage oliven fra glasset med fingrene, for så dør man af ebola eller malaria. Og så bryder helvede løs. Og man må ikke joke med det.

Jeg pakkede selv nødhjælp til UNICEF dengang ebola-krisen var på sit højeste, så jeg synes måske at han skulle tage sig en slapper. Turns out, at det aldrig helt handler om dét. Han var bare træt af, at jeg synes at jeg vidste mere om ovnen end han gjorde. Men jeg kender den altså bedre. Har selv købt den.

Men så ringede Tina i dag. Og hun er sådan rimelig meget no bull-shit typen. Jeg har ellers andre jeg ringer til, men hver eneste gang, så er det endnu en ting jeg skal forholde mig til. Men ikke med hende. Hun er så god. Hun vender tilbage når det passer. Sådan har jeg det også. Så hvis man skriver til hende, at man har siddet i Øresundstoget og flashet noget, så vil hun gerne høre om det. Måske bare dagen efter.

Hun har sendt mig et billede af to gulerødder, og så fortalte jeg hende hvilken, jeg helst ville på date med.

Jeg har også fået nyt abonnement, så efter ti år har jeg skiftet nummer. Det er så nyt, at jeg næsten kun har fortalt min mor om det – og så nyt, at jeg ikke kan huske det selv. 52241565. Jeg kan stadig huske mine forældres fastnet-nummer, så det her er sært. Så det betyder også, at det fremadrettet er dét nummer der skal sendes til, hvis man har bidrag til bloggen.

Og jeg kommer nok ikke til at være så meget online for tiden. I dag var jeg ovre og klappe nogle får og se på alpakaerne. Men jeg kan mærke, at jeg de sidste par måneder har lagt min telefon derhjemme. Jeg gider ikke være online på samme måde længere. Måske har Schweizeren ret. Jeg burde leve i den virkelige verden. Og jeg tæller også ned. Men det er også svært at smide håndklædet i ringen, når man har skrevet i snart 10 år.

Har Tina ret?  Hun sagde, at nogle af de bedste indlæg jeg har lavet handler om dating. Really?