I knæ #2

Læs første indlæg HER

Desværre var det bare sådan, at jeg ubevidst gik ind af døren med alle mine traumer, al min tunge baggage og al min usikkerhed. Når jeg var hos ham, så var det ren heroin i mine årer. Jeg følte mig så tryg i hans selskab og jeg mærkede – for første gang i årevis – at jeg godt kunne lide mig selv.

Hvilket skaber en eller anden absurd afhængighed til at ville have mere. Så jeg blev stille og roligt forvandlet til en needy psykopatisk kvinde, der slet ikke fangede de vink han kom med. Hvis han bad mig om at slappe lidt af, tage den lidt med ro og give plads – så læste jeg det som en blank afvisning og derefter kørte alt bare af sporet.

Alle mine sluser var åbne. Den ro jeg havde fundet var væk. Jeg var ude af stand til at tænke rationelt. Og jeg gjorde det, som jeg altid har gjort:

Opfører mig helt vanvittigt, får skræmt folk væk i en fart, så jeg på den måde undgår at blive såret. Jeg er en perfekt kandidat til terapi, med alle mine daddy-issues, den konstante frygt for at blive forladt, det ekstremt lave selvværd og så er jeg generelt bare en person der ikke under mig selv ret meget godt.

Mødet med ham stillede mig ansigt til ansigt med den mest skræmmende udgave af mig selv. Om han selv, i visse situationer, kunne have gjort eller sagt nogle ting der havde ændret min måde at være på? Helt sikkert. Han var klart typen med for mange døre åbne andre steder. Det var et faktum. Og det gjorde selvfølgelig heller ikke sagen nemmere. Ikke fordi det gik mig på, men jeg vidste bare ikke hvad jeg havde med at gøre. Hvilket prikker til ens usikkerhed. For han gav mig heller aldrig den ro jeg havde brug for, for at kunne slappe af.

Stille og roligt gik det op for mig, at jeg var i færd med at ødelægge en uskyldig affære, og forvandle den til et sandt helvede ingen af os kunne holde ud at være i.

Han sagde det aldrig direkte, men mit selvværd mærkede det med det samme: han havde ikke nogen interesse i at se mig som andet end en der kunne komme forbi og være nøgen i et par timer. Og jeg var hende der gjorde det med glæde. Helt frivilligt. Helt naiv. Helt dum.

De første nætter blev jeg og sov. Blev og blev holdt om. Men den sidste nat gik jeg hjem. Gennem SV. Præcis samme vej som den første morgen. Men følelsen var slet ikke den samme. Ingen glæde, ingen fjantede tanker. Bare følelsen af at være en smule dum.

Det er det mest grænseoverskridende jeg har oplevet. At se mig selv på den måde. Det er meningen at jeg skal være voksen og undgå at udsætte mig selv for ting jeg ikke kan manøvrere rundt i. Men denne her mand gjorde noget ved mig:

– Tændte den der ild, som var gået ud. Satte ild til hele lortet og fik mig til at føle mig levende igen. Hvorefter han så meldte klart ud, at jeg var et alt, alt for kompliceret bekendtskab. Hvilket jeg overhovedet ikke bebrejder ham.

Det, der gør mig trist, er, at jeg gik rundt og var så flov over min egen opførsel. At jeg kunne være så ekstrem i min kommunikation med ham. Sige nogle virkelig upassende og strenge ting. Have følelsen af, at jeg fuckede det hele op.

I virkeligheden mødte jeg bare en person, jeg aldrig skulle have mødt. I hvert fald ikke på dét tidspunkt i mit liv.

Jeg kender ham ikke. Han kender ikke mig, men mødet med ham var så ekstremt, at jeg næsten ikke kan rumme det. Mødet med ham satte tingene i perspektiv for mig:

Jeg er en fucked up person, der vil kærlighed og nærvær så meget at det gør ondt. Og jeg sidder tilbage med en følelse af afmagt og usikkerhed. Usikkerhed omkring mig selv, om måden jeg skaber relationer til folk. Jeg var aldrig forelsket. Det kan man ikke blive på så kort tid. Men han åbnede alle mine sluser, og nu kan jeg ikke få dem lukket igen. Jeg går mere eller mindre rundt i en døs af forvirring og ubehag, for pludselig ser jeg mig selv så klart:

Jeg er hende, der vil så meget, men kan så lidt. Hende, der serverer sig selv på et sølvfad – en fucking buffet – som værdsætter sig selv så lidt, at hun opfører sig helt vanvittigt og endda undskylder bagefter. Tanken om, at han måske heller ikke var helt fair i sin måde at være på er, for mig, utænkelig.

Og så alligevel ikke. For det kunne da have været gået anderledes, hvis han havde været åben for at han dén aften lukkede et reelt menneske ind i hans lejlighed. Så havde jeg nok haft nemmere ved at være i mig selv lige pt.

To be continued…..