11.05.16

Om præcis 20 dage fylder jeg 31 år. Det er jo ingen alder, det ved jeg. Men alligevel er det lidt! For når jeg tænker tilbage, så ved jeg faktisk ikke om jeg er et sted hvor mit 20 årige jeg havde regnet med. Men igen, så brugte jeg også ret meget tid på at drikke store fadøl og danse vildt, dengang. Det var på Chaplin i Silkeborg.

Så flyttede jeg til København og satte mig godt og grundigt i ejerbolig med en bankmand. Der var styr på sagerne. Opsparing, både til pension og til uforudsete udgifter. Jeg havde et job, et sted hvor jeg lynhurtigt arbejdede mig op, og fint kunne have været i årevis, hvis ikke det var fordi at branchen bare var ved at slå mig ihjel – stille og roligt.

Mit 25 årige jeg var helt forvirret og forkert på den, og jeg fik flyttet ud af ejerbolig og opsparinger og sikkerheden – og efterlod faktisk en rigtig sød mand bag mig. Ikke noget jeg er synderligt stolt af den dag i dag. Overhovedet.

Brugte et par måneder i en lejlighed på Nørrebro, hvor jeg sprang fuldt ud i et forhold som senere hen resulterede i den 3 årige jeg har rendende rundt om mig hver anden uge. Dengang havde jeg absolut ingen frygt. Ingen tvivl. Ingen skrupler omkring at leve mit liv efter hvordan jeg følte og hvad jeg havde lyst til. Tænker at jeg langt fra er den eneste der har oplevet lidt af hvert i 20’erne….

Slog også et smut forbi Aarhus, hvor jeg selv så dagens lys tilbage i 1985 – og stedet jeg havde hele min barndom. Tiden i Aarhus var ikke min idé, men dækker over hvor langt jeg vil gå for at være tæt på folk jeg elsker. Efter halvandet år i Aarhus gik turen tilbage til København. Det var her Alfred kom til verden – og det var her kaosset for alvor satte ind. For siden da har jeg ikke haft en eneste celle af ro, tryghed eller selvsikkerhed.

Indtil nu.

Jeg kan på ingen måde læne mig tilbage og sige at NU er der bare styr på ALT. Hell no. Men der er en ro nu, som jeg virkelig har manglet længe. Der er stadig overvældende mange ting der overvælder mig. Men jeg kender mig selv bedre nu. Jeg er stadig usikker, uoverskueligt langt fra at ånde lettet op. For jeg er vist bare typen der tager mig selv i hånden og hopper ud fra et eller andet højt med kurs mod noget usikkert. Som selvstændig ved jeg ALDRIG hvor min næste løn skal komme fra. Som single ved jeg ALDRIG hvornår mit næste knald er. Som mor – hahaha, hvornår hviler man nogensinde 100 % i det?

Jeg ved ikke hvornår min badeværelsesdør falder af sådan rigtigt, og hvis der går andre ting i stykker i min lejlighed, så håber jeg bare at jeg kan undvære dem. Det er kaos, men det er også okay. For hvis der er noget jeg har lært, så er det at jeg både elsker og hader usikkerheden. Den kan drive mig til vanvid, men den kan også sende mig 10 år tilbage i tiden. Til dengang jeg stod og dansede på Chaplins dansegulv, overbevist om at der var styr på sagerne og at alt nok skulle gå.

Kunst af: Erik A. Frandsen.