At date med blog-baggage.

Hvis der er ÈN ting jeg har kæmpet med, da jeg blev single, så var det det med at have en blog.

Bloggen føltes tryg og rigtig i den form den havde, mens jeg stadig var sammen med Alfreds far. Han var lissom vant til den, og han havde også været med fra dag ét. Altså ikke ment på den måde at han var MED, men han vidste jo at jeg havde den.

Da mit liv så ændrede sig, der fandt jeg en ret stor tryghed og også en ventil, hvor jeg kunne lukke lort ud og komme af med nogle af alle de der frustrationer der er, når man gennemgår en krise.

Jeg havde aldrig et sekund overvejet, at bloggen en dag kunne gå hen og være noget jeg følte mig utryg over, eller noget der kunne spænde ben for mig. Bloggen har jo i virkeligheden gjort alt andet end at spænde ben for mig på alle mulige andre punkter.

Bloggen har sendt mig på presseture, betalt min husleje og mælken i min kaffe – i noget der nærmer sig 4 år nu. I starten tjente jeg ikke alverden, men den dag i dag, der er den min primære indtægt (som stadig ikke er alverden) – takket være jer, og takket være min lyst til at skrive, berette og fortælle. Tusindvis af indlæg, tusindvis af kommentarer – massevis af billeder, og utallige historier er blevet fortalt på domænet her gennem tiden. Både mine – men også jeres.

Så da jeg sidste år meldte mig ind i single-verdenen – der gik det for alvor op for mig, hvor grænseoverskridende det pludselig var, at have udleveret sig selv på denne her digitale måde. ALLE kunne læse med.

Når jeg tænker tilbage på det halve år, hvor jeg eksperimenterede med Tinder og mødte nogle ret så fantastiske mænd, så er jeg blevet klogere. Bloggen er blevet klogere.

Noget af det jeg synes er en ret, når man skal date folk – det er at man starter ud med et rent lærred. Og pludselig gik det op for mig, at det havde jeg faktisk ikke. Det jeg til gengæld havde, det var en hjemmeside, hvor folk kunne læse enormt mange ting om mig, min familie og også om hvor meget eller lidt jeg flækkede da jeg fødte Alfred. Man kunne desuden også læse om min skilsmisse, mine problemer med amning og kort sagt: læse om hvor ked af det jeg har været.

Ikke ligefrem dating-materiale, vel?

Så det var fandme svært. Så svært, at jeg ikke ville fortælle ret meget om mig selv, før de her mennesker havde mødt mig. Den håndfuld mænd jeg mødte sidste år, de kendte faktisk til bloggen, på nær én. Og jeg fik naturligvis aldrig andet end positiv respons på det jeg laver. Så det er ikke der skoen trykker.

Men i denne her digitaliserede verden, hvor folk de stalker hinanden for sindssygt på de sociale medier, så har jeg altså et kæmpe behov for at leve mit liv i virkeligheden. Så den aller sidste jeg snakkede med på Tinder, der prøvede jeg ihærdigt at vente med at dele ud af mig selv på den måde. Men det lykkedes ikke.

Jeg husker det stadig – virkelig klart. Havde med vilje gjort min Instagramprofil privat, fordi jeg gerne ville holde mig selv lidt privat og ikke lukke ham direkte ind i ‘her kan du læse ALT om mig de sidste 5 år’. Jeg ville jo bare gerne lære ham at kende først.

Uheldigvis havde jeg en kampagne på min profil den dag, så jeg var nødt til at åbne den op for alle – og mens vi skrev sammen en aften, der spurgte han om han ikke måtte se den. Jeg forsøgte ihærdigt at snakke udenom, men det viste sig, at en simpel søgning på ‘Trine’ sendte manden fluks ind på @lortemor – og så var det sket.

Problemet var, at jeg hverken havde fortalt ham om bloggen – eller om den lidt mindre detalje at jeg faktisk havde et barn. Og jeg følte virkelig at det var mega grænseoverskridende. Og jeg tænkte med det samme ‘nå, så er det sket – off he runs’.

Men det gjorde han ikke. Og samme aften fandt jeg så også ud af, at han ikke helt boede i mit nærområde, som jeg jo helt naivt havde troet. Og vores korrespondance fortsatte. Og siden da mødtes vi også.

Det var i januar. Nu er vi pludselig i oktober, og jeg har mødt ham mange gange siden. Og jeg har lært at balancere hans og mit forhold til hinanden, så han faktisk ikke fylder ret meget på bloggen. Eller på Instagram. Det er både hans ønske – og mit eget. For jeg synes der er noget virkelig særligt her, som jeg gerne vil holde lidt for mig selv. Men samtidig lægger jeg heller ikke skjul på, at lige præcis ham her, han gør mig glad.

Han er som de fleste mænd pisse irriterende og underlig. Og også klog, sød og sjov. Han er så god til at ligge i ske, at jeg i forgårs sagde til ham, at han kunne gøre det til en levevej, hvis han en dag kommer til at kede sig med arkitektur. Ikke fordi jeg vil dele ham med andre, no – that spoon is MINE – men jeg er så uendeligt glad for, at jeg fandt ud af, at blogging – den måde jeg har grebet det an på førhen – ikke betyder at man skal fortælle alt hele tiden. At det er okay at have noget for sig selv, hvis bare man fortæller hvorfor.

Så…. konklusionen er vel, at det er pisse svært at date, når hele ens fortid ligger tilgængeligt online. Men at hvis man møder de rigtige – i mit tilfælde én der bare gerne vil møde mig, og ikke mig for 3 år siden – så skal det nok gå!

For som han selv har sagt, så kan han lide mig – den jeg er i dag, og ikke den jeg var for 3 år siden. Og her må jeg bare være enig med ham. For sådan har jeg det også selv. Han er så god for mig, på så mange planer. Og jeg er helt vildt taknemmelig over, at jeg har været så heldig at ramme lige ind i ham, da jeg var lige ved at give op.