En personlig historie om stress.

Jeg har faktisk ikke skrevet så meget om lige præcis dette emne herinde. Ved ikke hvorfor, men jeg kan mærke at det måske har noget at gøre med, hvordan stress opfattes af store dele af vores samfund. Men jeg kaster mig direkte ud i det. Fordi jeg mener, at det er en vigtig historie at få fortalt.

Selvom dette er et sponsoreret indlæg, så håber jeg, at I stadig har lyst til at læse med.

Jeg stiftede bekendtskab med stress for mere end 10 år siden. Dengang arbejdede jeg som elev i H&M – og det var en stilling jeg havde set frem til. Der var som sådan heller ikke noget galt med min arbejdsplads, nu hvor jeg flere år efter tænker tilbage. Mit problem var, at jeg i min stilling som elev, ikke følte at jeg lærte noget som helst.

Hver eneste dag følte jeg mig som en brik, hvor jeg var en del af et puslespil der skulle gå op. Det er der i og for sig intet galt med. Har stiftet bekendtskab med denne form for arbejde mange gange siden. Men fordi jeg netop var der for at lære, så følte jeg at jeg spildte min tid, og blev brugt som en brik, nederst i fødekæden. Hende der skulle tage tjansen som prøverumsslave og evige og laaaaaaange kilometer af afretning hver eneste dag.

Jeg boede dengang i Silkeborg, men min læreplads var  i Aarhus – ergo havde jeg ret lang transporttid hver eneste dag. Derfor havde jeg også et behov for, at jeg rent faktisk kunne se en reel værdi i den evige pendlen og de to ekstra timer jeg lagde hver dag, udover de 37 timer jeg var ansat om ugen.

Det var desværre ikke tilfældet.

Jeg begyndte at få små anfald af depression – samt minimale angstanfald. Men endnu værre var, at jeg aldrig følte at jeg havde fri. Når jeg fik fri, så brugte jeg alle mine kræfter på at forberede mig på de kommende arbejdsdage.

‘Det skal nok gå, Trine – der er kun to dage tilbage af ugen’.

Så jeg ignorerede det i så høj en grad, at jeg til sidst var nødt til at sygemelde mig.

Inden det nåede dertil, der havde jeg selvfølgelig haft en samtale med min chef om, at jeg havde det rigtig dårligt. Havde endda undersøgt, om der var mulighed for at flytte min elevplads til min hjemby.

Da det desværre ikke kunne lade sig gøre, valgte min chef at sygemelde mig, og sagde to ting:

‘Her i H&M, der går vi ikke ned med stress’. Og den næste: ‘Jeg synes du skal gå nogle lange ture og slappe rigtig meget af.’

Et glimrende eksempel på, at det er katastrofalt, når man ikke møder forståelse fra sin ledelse. At ansvaret i høj grad også ligger der.

Her kan jeg så ikke lade være med at fortælle, at selv samme chef selv gik helt og aldeles ned med stress nogle år senere. Så jeg håber i dén grad, at hun tænker tilbage og mærker at det ikke var fair.

Heldigvis har jeg taget så mange erfaringer med mig videre. Jeg har været på arbejdsmarkedet i årevis siden, og det var først efter jeg fik Alfred, at stressen viste sit fjæs igen.

Jeg kender alle symptomerne:

Man begynder at miste fokus.

Man sover ekstremt dårligt om natten.

Manglende evne til at fokusere, på selv de mest simple ting.

Man er i rigtig, rigtig dårligt humør.

Man føler sig SÅ USSEL.

Man får tanker om sig selv, hvor man tænker at man ikke er noget som helst værd.

Det kan i dén grad være svært, bare at stå op om morgenen.

Hjertebanken og hovedpine, begge af uforklarlige årsager.

Man lukker sig inde i sig selv – man bliver introvert.

Man kan i det hele taget ikke kende sig selv.

Jeg har, når det kommer til mit professionelle liv, aldrig haft svært ved at sætte fokus på trivsel – jeg har i flere år været leder, og har derfor også altid sat en dyd i at sikre, at de ansatte havde det godt. Det der oftest er problemet med stress, eller symptomer på dette, det er, at andre ikke kan se det på én. Man er nødt til at melde det ud, når man ikke trives på sit arbejde. Og det er en kæmpe kamel at sluge. I know it.

Jeg har aldrig været der, hvor jeg har haft brug for min fagforening – men jeg har også levet som nomade rent arbejdsmæssigt i årevis – men jeg finder en ro i, at der findes foreninger, der rent faktisk går ind og værner om det menneskelige.

 

Krifas overordnede mission er at give god arbejdslyst til kunder, medarbejdere og samfundet. Krifa bestræber sig desuden på, at se alle mennesker som unikke individer, og behandle enhver med respekt og ligeværdighed. De vil udfordre umyndiggørende systemer og tendenser til at putte mennesker i kasser, samt forebygge krænkelse af værdighed.

Jeg har her til aften set denne video, som i den grad er noget jeg kan bruge til noget. Alene det, at andre mennesker sætter ord på de ting man bakser med, det er for mig yderst værdifuldt.

De har desuden også nogle vigtige redskaber til, hvordan man som pårørende håndterer stress. Det i sig selv er enormt vigtigt. For hvis man også skal bakse med stress i hjemmet, eller manglende forståelse i selv samme – så er vejen til heling altså rigtig lang. Been there, done that. Det er ikke kønt.

Jeg er blevet spurgt utallige gange på det seneste, om hvorfor jeg ikke bare finder et rigtigt arbejde. Men nu hvor jeg har muligheden, så vil jeg være ærlig og sige – at hvis jeg var på arbejdsmarkedet på nuværende tidspunkt – altså ikke arbejdede for mig selv – så havde jeg været sygemeldt for længst. Jeg bakser virkelig med mange af de ovenstående symptomer. Men jeg arbejder med mig selv – og jeg lytter til min krop og mit sind. Men det er en kamp. Hver eneste dag.

Det lyder meget hippie-agtigt, men jeg har spildt så meget tid på at have det skidt. Og det er ingen tjent med. Så hermed min kraftigste opfordring til jer – pårørende eller jer selv – der ikke trives i det i er i – lyt efter, og opsøg steder der kærer om mennesker. Jeg har gjort det nogle gange – både i privaten og i mit arbejdsliv. Og bortset fra den chef jeg havde i H&M, så er det en enorm lettelse at vise sine svagheder – og det giver en enorm styrke at indrømme sine svagheder.

Stress er ikke en svaghed, dog – det er bare et tegn på, at man har ydet over evne i alt, alt for lang tid.