Lidt om lortemor.

Lad mig først forklare bloggens titel. Lortemor er noget man nemt kan blive. Først starter det vel når man bliver gravid. Alt hvad du indtager, smører på din krop, tænker, taler etc. er pludselig inklusiv afkom. Når du står med de to røde streger på en test, så ved du bare at du ikke længere er alene. Du er bundet fast til noget og uanset hvad du gør, kan du ikke løbe fra at du er med rogn. Og det er dér lortemor-begrebet opstår.

Du får dårlig samvittighed.

Dårlig smvittighed over at have drukket masser lidt rødvin før du vidste du var gravid. Du får dårlig samvittighed over, at din lyst til øl bestemt ikke bliver mindre. Dårlig samvittighed over ikke at spise nok broccoli. Og pisse dårlig samvittighed over at have farvet hår, for hvad nu hvis babyen ingen arme har? Eller værre endnu; hvad nu hvis folk opdager, at du ikke er en skid bedre end nogle af de der piger i De unge mødre – dem der står med veer, dropstativ og stadig ikke er holdt op med at ryge? Og gerne gør det i pauserne mellem veerne?

(hvilket jeg for helvede ikke gør, men sat på spidsen, ikke?)

Jeps. Tanken ‘lortemor’ følger bare med.

Jeg har altid glædet mig til at blive mor. Men synes det lå langt ude i fremtiden. I hvert fald lå det ude i uvisheden et sted og ventede. På den rigtige mand, den rigtige alder og den rigtige voksne måde at være på.

Problemet med mig er bare, at mine p-piller valgte at sige: ‘fuck dig, nu bestemmer jeg.’ Og BUM, så var jeg gravid.

Det kunne næsten ikke have passet dårligere ind i planerne. Med flytning, deltidsarbejde, studie, dårlig økonomi og bare en generel lyst til kun at være 2, så virkede det lige voldsomt nok, ikke selv at have truffet så stor en beslutning. Og vi gik også rundt de første par uger i uvished, og ventede på ‘mon ikke det bare går over, sådan noget?’

Det gør det jo så ikke. Og så tager man det pludselig seriøst – og jo længere vi kom ind i ugerne, jo mere vænnede vi os til tanken og der kom en pludselig glæde og kærlighed til hele situationen.

Første gang vi så ham var til en scanning i 12. uge. Og det var totalt surrealistisk. Der lå han inde i maven og rullede rund og baskede med arme og ben. Det med armene og benene kom nok en del bag på min kæreste. For inde i hans hoved var der nok mest tale om en livløs oliven-lignende ting. Og så bliver man nok overrasket.

Efter scanningen går det op for os…….

At vi skal være forældre.

Lort. På den gode måde, lort.