OM AT GÅ UD ALENE.

Det kan jo godt være en akavet sag for mange. Sådan at sidde alene på en cafe og spise. Eller hvad? Sidder I og tænker ‘neeeeeej, naaaaaarj’?

Med hånden på hjertet, så sidder jeg jo også og hakker løs på min iPhone nu, og ser travlt optaget ud, på jegarbejderfaktisk-måden. Hvilket gør det en del mindre akavet. Og som også sletter ‘jegharingenvenner’ mistanken.

I virkeligheden synes jeg ikke der er noget mere lækkert, end at sidde alene et sted og stene mennesker og stene lidt for mig selv. Altså, jeg kan jo også godt lide at være sammen med nogen, men finder det ofte svært at fokusere på lange samtaler i al den støj – så egentlig er det perfekt for mig at sidde her selv.

Foretrukne sted er Laundromat i Elmegade. For selvom de har det mest sure (i virkeligheden er de ikke sure, de er bare lidt svære at få til at smile) personale, så har de de bedste amerikanske pandekager og så får man rent faktisk morgenmad til ok billige penge.

Stedet er…. Eller ved sgu ikke hvor børnevenligt det er, eller om det bare er blevet sådan et sted hvor alle slæber unger med, men i hvert fald er der altid babyer i cafeen. Også selvom det faktisk er ret svært at have dem med, når de ikke kan sidde selv endnu.

Nu har jeg haft Alfred med en 4-5 gange, og det fungerer godt, så længe der er plads til at han kan ligge på sin dyne ved siden af mig.

Nå. Men sidder der nu, alene. Far og Alfred er på Fyn. Og det går ganske glimrende – i begge lejre!

I går var jeg i Nørrebroparken det meste af eftermiddagen, hvor jeg drak tunge øller og havde rigtige og uafbrudte samtaler med min gode veninde.
I sommersolen, som føles som rigtig sol nu, og ikke bare noget vi har lånt.

Aftenen gik med film og så sov jeg ellers til klokken 10 i formiddags.
Når jeg har spist nu her, så er der et marked der skal besøges… Og så skal jeg hjem og sove til middag.

Aaaaaaaahhhhh.

#næsteindlæghandleromhvormegetjegsavnerminbaby