Skrøner om livet med børn – fra folk uden børn!

Jeg sad ved en fancy fest for ikke så længe siden. Smukke mennesker, lange ben (ikke mine, desværre), smarte solbriller (heller ikke mine, desværre), og alt der ellers hører til, i sådan et selskab. Folk var rigtig søde til at mingle med mig, og selvom jeg følte mig såen lidt starstruck, så eeeeer de virkelig smukke mennesker jo også bare mennesker. På den smukke måde.

Festen startede kl. 18, og egentlig ville vi rigtig gerne have haft Alfred med, da han har brugt størstedelen af sit liv ude på P3, når ikke vi har været på Coffee Collective eller fedet den på Assistens Kirkegård.

Uden at være sådan en name-dropping type, så har han altså haft sin daglige gang/kravlen ude på den store redaktion, og især i timerne 16-17 på hverdage, og lørdage kl. 12. Kort sagt, når jeg har været rigtig utålmodig derhjemme under min barsel, så tog vi altid ud og hentede far. Tror nogle gange, at Alfred har været i tvivl, om hvorvidt Mads Steffensen var en form for onkel, og imens Svenne var på Monte Carlo (RIP), var vi endda med dem på tur til Samsø, hvor vi ofte trillede forbi Peters mors hyggelige butik i Ballen. Åh, Samsø. Ville gerne en tur dertil i august. Mon jeg kender nogen der har et lækkert lille hus derovre? Med plads til 3?

Nå, men tilbage til festen, for vi blev enige om, at det var for sent til hans selskabs-gen, så han blev hjemme hos farmor. Blev dog flere gange spurgt om jeg havde et barn, og når man siger ja til den slags, så sker der en ud af to ting:

Enten har spørgeren selv børn, og dermed er al samtale hele aftenen lissom under det tema.

Hvis ikke, så vil de gerne høre lidt mere, men ikke såååååå meget mere. Men de vil dermed utrolig gerne tale om hvornår DE vil have børn, og hvilken slags mor de bliver og ikke mindst hvordan deres børn bliver. For det kan man jo selv bestemme sig for, på forhånd, right?

Og her kommer de så:

MIT barn skal da bare med mig rundt ALLE STEDER! Roskilde Festival, fester, middage og på kaffedates med veninderne. Og så forstår de da ikke, hvorfor alle forældre lægger deres børn så tidligt i seng? Så er det da KLART at de står så tidligt op?? Hallååååå, læg dem da i seng klokken 23, så sover de da også til kl. 9, RIGHT?

Og så det der med at gå i bad, dyrke sex, barbere ben og style hår? Hvor svært kan det være? Babyer kan da bare ligge i deres seng og lege med bamser eller have sådan en af de der uroer de kan ligge og kigge på? Wupti, så er der da fin tid til det hele?

Og det med, at det simpelhen ikke kan passe, at man er nødt til at spise aftensmad så tidligt? Det er jo mega uhøfligt at være inviteret til middag hos venner (uden børn) og så gå inden desserten, bare fordi klokken nærmer sig 21? Så har man bare stået der og lavet mad hele dagen, og så går de bare tidligt? Læg da barnet til at sove i en (fremmed) seng og drik noget vin sammen med os? Glem for en gangs skyld, at man skal tidligt op dagen efter, for børn sover da herre meget til middag, så der kan man jo bare sove hvis man er træt?

Det er klart at nogle er mere realistiske end andre i deres udtalelser, men nu er det ovenstående bygget på eksempler eller måske også sat på spidsen. Realiteten er dog, at folk gør sig mange tanker om det at have børn. Og det gør man jo også selv. Fik en gang en mail fra en nybagt mor, der synes det hele var lidt svært. Og hun skrev, at hun gerne ville trylle barnet tilbage ind i maven, fordi hun savnede følelsen af forventningens glæde. Men at realiteten slet ikke var som hun havde troet. Hun var rigtig skuffet og ked af det.

Jeg synes bestemt ikke, at man skal lade realismen hagle ned over kommende forældre eller piger der ungt og naivt har en forventning om, at livet går videre i samme dur, uden at man må opgive særlig meget. Men jeg kan også mærke, at jeg har svært ved at rumme de tanker de har omkring det. For jeg havde dem jo også selv – og selvom jeg umuligt kan sige noget, der vil få dem til at begribe hvilken forandring det er at få børn, så skal jeg være bedre til ikke blot at messe ‘bare vent, bare vent, bare vent’ indvendigt når de lukker op for deres tanker omkring børn.

Men hvad skal man sige?

Og hvilke skrøner har I  lagt øre til gennem tiden?