The theory of everything.

For nogle uger siden var jeg inviteret af UIP ind til pressevisning på en helt, helt fantastisk film.

Filmatiseringen af Stephen Hawkings liv, ‘The theory of everything’ tager udgangspunkt i tid. Man følger den unge fysiker fra han er i starten af tyverne til han er sidst i 50’erne.

Som blot 22-årig er han en yderst lovende fysiker, ny forelsket og har hele verden for sine fødder. Men allerede tidligt i filmen, mister han bogstaveligt talt fodfæste, da han diagnosticeres med ALS.

En sygdom der sætter en stopper for langt de fleste den rammer.

På trods af begrænsninger, får Stephen 3 børn, et ret langt ægteskab med en utrolig kærlig, stærk og klog kvinde. Han underviser, skriver bøger, forsker og lever sit liv på bedste vis.

Filmen sætter dybe spor, og jeg hilste på stort set alle følelser i mit register under hele visningen. Ikke alene er skuespiller præstationen helt vildt imponerende og gribende over hele linjen – men det faktum at filmen er baseret på en rigtig person, og baseret på et geni, hvis hjerne jo fungerer fuldt ud, trods de grufulde fysiske følger ALS bærer med sig, gør at man lader sig rive med, imponere og efterfølgende tager hele oplevelsen med hjem bagefter.

Det er sjældent jeg ser film der imponerer mig dybt og inderligt. Ikke desto mindre var det præcist hvad der var tilfældet her.

Jeg kunne næsten ikke vente med at komme ud af biografen og Google the shit ud af Stephen Hawking. Hans bøger og teorier om tid – hans livshistorie, det faktum at han stadig lever i dag, trods lægernes gæt på, at han nok ville leve til han var 25 år, gjorde at jeg ville vide mere. Mere, mere, mere.

Godt to timer senere, da rulleteksterne kom, og, de til tider højlydte snøft og hulk, stilnede af, gik jeg ud af mørket en kæmpe oplevelse rigere. Og jeg kunne se på alle andre, at jeg ikke var ene om at have set en rigtig, rigtig god film.

Hvis man er til historiske, biografiske film, så vil jeg sende en kæmpe, kæmpe anbefaling afsted.

Dette indlæg er sponsoreret