Jeg er lidt træt i det. En fødsel tager al energi. Helingsprocessen er lang - og når mælken løber ti
Se næste indlæg >
Down on happiness.
LORTEMOR
Troede lige jeg kunne skøjte henover det. Den hormonelle nedtur, der rammer de fleste kvinder, der har født et barn.
Det skulle efter sigende ramme på 5. dagen. Nogle allerede på 3. dagen. Alle er forskellige. Mig ramte den på ugedagen for min søns fødsel.
BANG! Lige midt i aftensmaden rullede den første paniske overvældelse ind over mig. Jeg valgte at gå i seng. Tænkte ‘tag dig lige sammen, ikk?’ Men jeg lå bare inde i sengen og græd. Skiftevis savnede og frygtede drengen. Mest det sidste.
Den sidste uge har min krop holdt mit barn i live. Han er blevet fodret, skiftet, vugget, trøstet, badet og så videre.
Alt i mens jeg også har skullet hele. Ikke nogen nem eller hurtig proces, hvis du spørger mig! Og manglede pludselig den fysiske kontakt med min kæreste. Det har jo ikke ligefrem været en prioritet den sidste uge. Her mener jeg ikke sex, men helt basale ting som kys og kram.
Og her til aften overmandede overvældelsen mig:
Han er kommet for at blive! Og JEG skal holde ham i live. HVER dag. HVER nat og jeg skal være hans mor HVER DAG resten af mine dage.
Fuck.
Han er meget nem at elske. Men det kommer altså ikke med det samme. Vi har brugt ugen her, på at se skeptiske på hinanden. Ham noget ufokuseret, mig mere direkte. Og nu har vi lissom lært hinanden lidt bedre at kende.
Tror han kan lide mig. VED jeg kan lide ham.
Hans far er helt solgt. Tror ikke han mærker denne hormonelle følelse. Han synes bare han er fantastisk. Og drengen elsker sin far.
Sidder her i min seng. Klokken er 04.55 og jeg rokker frem og tilbage, med et sovende barn i mine arme. Disse nætter kommer der mange af fra nu. Og også dem hvor han ikke sover.
Jeg er træt. Noget så træt. Men det går lige. For han er så fin, den lille. Og alle nye jobs er hårde. Dette er nok det hårdeste nogensinde.
Smukt skrevet. Jeg husker set øjeblik, hvor det gik op for mig, at min datter nu var en del af mit liv, og at jeg var hendes mor som det vildeste. Både på den gode men især nok på den hårde måde. Livet er forandret på en måde, man aldrig har kunnet forudse.
Min kloge mor, der har mig plus tre andre børn sagde til mig kort efter chokket over at Martha var kommet for at blive: Det der med, at få børn, er lidt ligesom at få en skovl i hovedet. Hårdt.
Hun mente selvfølgelig, at det gør pisse ondt, dels det fysiske, men især det psykiske. Processen mod, at blive mor er nem nok fysisk, men psykisk er det en rejse af den vildeste slags. Men det kommer, for som du skriver, er der ingen vej tilbage. Nogle dage er lortede og frygtelige, men de øjeblikke som der heldigvis er rigtigt mange af, hvor man får tårer i øjnene og bliver varm indeni af at se sen lille lort vokse, blive et menneske du kan lide og vil gøre alt for gør, at alle anstrængelserne blegner. Ihvertfald i øjeblikket;)
Jeg håber du får sovet lidt. Tillykke med ham – han ser vidunderlig ud ham Alfred.
KH Matilde