NO REGRETS NOW…

Men altså. Det er svært, ikke?

Da jeg blev gravid – og ikke anede hvad jeg havde i vente – der gjorde jeg mig selvfølgelig en masse tanker, og turns out – flere af den naive slags. For hvorfra skulle jeg da også vide at:

– Det er pisse trivielt, hårdt og ensomt at være på barsel.

– Det også er skide dyrt. Shopping, kaffe, kager, babytøj, og alle de antikke porcelænsstel jeg igen er begyndt at samle på. Slå mig lige i hovedet, ikke? Hvis I en dag genkender mig på min faste rute på Nørrebro, så kom lige og giv mig en lammer, ikke?

Hvor dumt er det lige at samle på dyrt porcelæn, når jeg snart har to klodsede drenge i huset – som i øvrigt er pænt ligeglade med om der står Lyngby og B&G i bunden?

– At jeg nu er dødsens angst for at min kæreste bliver kørt ned, skudt, kidnappet, fanget i et tog, bliver udsat for et attentat, sprængt i luften, myrdet eller bare skrider en dag. Ja, kan begynde at hyle bare ved tanken. Ikke fordi jeg ville have været ligeglad førhen – men nu er han lissom lidt mere vigtig for flere end bare mig selv….

– At jeg ville gå op i sådan noget med at købe økologisk, koge the shit ud af ting Alfred skal have i munden, købe tøj i en uendelighed – fordi han da ikke skal mangle noget, indlede en neverending jagt på den PERFEKTE sut, så min søn forbliver den lykkelige suttebruger han er nu. 

– Jeg ville få væsentlig MINDRE bryster end før – troede ikke de kunne blive mindre, men jo. Savner lidt de der store amme-kasser. Og havde da håbet de ville efterlade bare LIDT tilbage. Snydt.

– Overskud er en form for Utopia, som bare aldrig rigtig kan opdrives. Heller ikke i en søgning på Rejseplanen.dk. Pisse dårlig service.

– En træthed uden lige følger med – hvor jeg faktisk, som det første om morgenen tænker, ‘hvornår kan jeg sove igen’ – eller ‘glæder mig til i aften, hvor jeg igen kan sove’.

– Jeg ville føle en total og altoverskyggende kærlighed til mit barn, som heldigvis opvejer alle de trætte, udmattende og triste stunder der samler sig i min hjerne. Og som gør at, når jeg tænker over det, jeg ville tage en million gange mere på mine skuldre for hans skyld. For er fan af at have børn – og håber lidt, at erkendelsen snart følger med. Og inviterer accepten med ved lejlighed – for det er jo sådan at jeg måske, i min nye naivitet, bilder mig selv ind at alt bliver meget nemmere, hvis blot jeg accepterer at mit liv nu er blevet anderledes.