Tanker om blogging.

Jeg aner ikke om der er et publikum til dette indlæg, men jeg har en masse tanker jeg gerne vil dele! Især fordi jeg nu har været igang længe, og fordi bloggen har været under udvikling længe. Og fordi jeg udelukkende kan sige, at jeg er en succesfuld blogger – i hvert fald indenfor mit felt – det udelukkende skyldes at jeg har folk der læser med – så tænker jeg at det måske alligevel kan være relevant for jer. I don’t know. Måske. Måske ikke?

Da jeg startede med at blogge – for efterhånden 4 år siden (havde en anden blog inden jeg oprettede lortemor) var det fordi jeg havde noget på hjerte. Og fordi jeg synes at hele blogmediet var interessant. Og det er det stadig! I sådan en grad, at jeg føler at bloggen er en lige så stor del af mig, som det at jeg tager tøj på om morgenen, spiser morgenmad og går på arbejde.

Det er her jeg deler ud. Også mere end hvad de fleste ville gøre. Der er altid en grænse for hvad jeg deler – for jeg har skam også et privatliv, der aldrig nogen sinde ser dagens lys i min online verden. Både for min egen skyld, for jeres skyld og for mine nærmestes.

Jeg husker tydeligt den dag det slog mig, at det med at blogge kunne gøres til mere end blot et anonymt projekt, som foregik i mit mørke køkken om aftenen, efter Alfred var puttet og kæresten solidt havde plantet sin lækre røv i stolen foran sin Playstation.

Jeg havde været til et show i forbindelse med CIFF Kids, og jeg havde iagttaget alle de andre seje mommybloggere (dengang var vi ikke så mange, haha) og tænkt, at de så ud til at have et dejligt fællesskab og nød de goder, samt det sociale der fulgte med, ved at have en blog.

Stille og roligt tog jeg mod til mig, og skrev en mail til Petit Podium, med overskriften ‘Undskyld, mangler I ikke noget’? Og vupti. En måned senere blev jeg en del af deres platform.

Langsomt gik det op for mig, at flere og flere betragtede deres sider som en reel forretning. Forstået på den måde, at de elskede at blogge – men samtidig var kloge nok til at få noget ud af den. Det havde jeg kæmpe meget respekt for. Jeg anede bare ikke hvordan jeg skulle gribe det an.

Petit Podium hjalp mig igang med at realisere min drøm om at gøre min hobby til en reel indtægt. For det var første gang jeg stiftede bekendtskab med f.eks banner-annoncering på min blog. Og det ledte mig også på vej til at underskrive en kontrakt med Bloggers Delight. Et firma, som jeg ellers før havde døbt ‘Fuckers Delight’ fordi jeg mente at de stod for alt det jeg selv hadede ved at læse blogs: reklamer, blinkende bannere og fælles topbarer og kedelige, ens og sponsorerede modeblogs og så videre. Men det jeg indså var, at de var og ER, det eneste alternativ. Der findes, i min optik, simpelthen ikke andre, der kan tilbyde de ting som de gør. Her er mange nok uenige med mig – men for mig (som var ved at underskrive en kontrakt hos et andet, lignende fællesskab) så var det en rigtig god beslutning.

Jeg får rigtig meget hjælp til det tekniske, jeg har nogen der sidder og skaffer mig sponsoreret indhold, der passer til min blog – og vigtigst for mig – jeg får banner annoncer på min blog, som er det jeg udelukkende stræber efter. For når man som os, ikke tjener skide meget, så er det fedt at have en ekstra indtægt ved siden af sit arbejde.

Der er flere læsere der har kommenteret på, at hvis man læser med fra en pc, så skal man klikke ind på selve indlægget for at læse videre. Det er ikke en ting Bloggers Delight har bestemt. Det er udelukkende min egen beslutning. Et eksempel kan være, at jeg har 160.000 sidevisninger om måneden. Og som regel får man mellem 10-20 kr pr. 1000 sidevisninger. Så det kan mærkes, at jeg får jer til at klikke en ekstra gang. Jeg ved det godt. Lorte-blogger! Men jeg synes det er rart at fortælle jer, hvordan disse ting hænger sammen. Og at det ekstra klik I er tvunget til at lave, er med til at gøre så min indtægt stiger.

Giver det mening?

Vigtigst af alt, så var det prikken over i’et, at jeg ikke længere skulle forhandle priser selv. Opsøge annoncører, sponsorater, have den ene mailkorrespondance efter den anden – med folk der ikke gider betale mere end 350 kr for at få mig til at generere alle jer over på deres skide websider og lokke jer til at købe deres gejl. I det mindste får jeg nu en fair betaling for sponsorerede indlæg, og jeg har endda lov til at sige ja eller nej til dem. Så alt hvad der lægges ud på min side, er altså opgaver jeg selv har takket ja tak til gennem Bloggers Delight. Og jeg bliver betalt for det. Hvilket betyder, når der ikke er sponsoreret indhold herinde, så kan jeg bruge al min energi på at gøre det jeg er bedst til. Nemlig at skrive om Bøffen og vores liv.

Det er så udskældt at have reklamer, spons og generelt modtage ting når man er blogger. Sandheden er bare, at langt de færreste ville takke nej, hvis de fik muligheden for at tjene penge på deres hobby. Og jeg mangler stadig at møde en blogger, der udelukkende blogger for at få ting, eller for at blive rig. Man bliver ikke rig af det. Og man får ikke alt man peger på.

Man kan tjene godt, og man kan også få ting. F.eks var jeg så heldig at få en paella pande en dag. Og jeg har også prøvet at få en måneds forbrug af toiletpapir. Og min seneste paycheck for annoncer var på 249 kr. Så alt er ikke sus og dus. Men næste måned får jeg måske 3.000 kr for annoncer, en lækker håndcreme eller en dejlig gave til Alfred. Og ved I hvad? Det under jeg dælme også mig selv. For jeg kender journalister, der tjener 20.000 mere om måneden og skriver kvart så meget som mig. Så deeeeeeeet! Det er især dejligt, at kunne fortælle sin bankrådgiver, at man faktisk kan tjene penge ved siden af sit arbejde!

Egentlig ville jeg blot lukke jer lidt ind – så I kender til mine tanker omkring bloggen. Uanset hvad, så træffer jeg jo blot de valg der passer til mig. Jeg synes bare det er rart at åbne lidt op for kulissen. For helvede – det er jo jer, der får forretningen til at løbe rundt. Og jeg elsker jer fandme for det. Virkelig! Det den her blog giver mig – personligt og professionelt, ikke? Det er uvurderligt.

Så tak fordi I giver mig muligheden for det 🙂