HVAD ER DET EGENTLIG?

På det seneste har jeg haft sendt min hjerne og mit hjerte på fælles bootcamp.

For sådan all in all, så har jeg nok egentlig haft ramt bunden. Der hvor man ligger i fosterstilling og ikke kan så meget andet end at give sig hen til ren og skær armod.

Folk har set mig være i undtagelsestilstand, på vippen til indlæggelse!

Da jeg første gang smagte på depressions-juicen, og sad med anti-depressiv medicin i hånden – der besluttede jeg mig for, ikke at springe over hvor gærdet var lavest. Så var jeg heldig at jeg fik det bedre (ikke med det samme) og jeg kunne atter se lidt mere positivt på tingene.

Netop som det begyndte at lysne, blev tæppet atter revet væk under mig – og så frygtede jeg at jeg skulle til at starte forfra igen. Mørke dage, mørke nætter, mørkt sind. Og det har der bestemt også været i alt det her skilsmisse-pis og lort.

Jeg HAR haft dage (og nætter) hvor jeg har haft lyst til at smide håndklædet i ringen og tage det første og det bedste fly ude i lufthavnen! Så kunne han sgu da lære det! Så kunne HAN få lov at stå med ungen, jobbet, andelslånene, maden og opvasken – og så kunne jeg knalde mig op langs en eller anden varm kyst – rigtigt realisere mig selv. Men det er heldigvis her den rationelle del af en sætter ind. For det er fuldstændigt udelukket at man pakker sine ting og skrider – i hvert fald i min optik 🙂

Folk har været så gode til at rose mig (os) for den sobre tone – at vi er så gode til at holde det gode humør og holde hinanden ud. Men det er virkelig ikke særlig nemt. Og den mentale bootcamp mit hjerte og min hjerne befinder sig på lige nu, den hjælper mig igennem nogle af de aller sværeste tanker og følelser i alt det her.

For vi er ikke en prut bedre end andre i vores situation. Vi er sure, bitre, utålmodige og alt andet end overbærende. Vi er kede af det, udmattede og på ingen måde ovre det værste endnu.

Jeg har hele tiden sagt, at jeg ville holde en god tone herinde når det kom til os – for jeg vil ikke vaske det fælles, beskidte vasketøj offentligt – men det betyder ikke, at jeg ikke kan sætte ord på hvad der forgår i mine tanker for tiden.

Hvis jeg skal forsøge at sætte ord på de aller sværeste ting, så bliver listen lang. Men jeg vil gøre et forsøg alligevel. Det kunne jo være at jeg var heldig at det kunne hjælpe andre derude.

1. Jeg har skide svært ved at være vidne til hvordan et forhold – som VIRKELIG har været godt engang, kan forvandle sig til det det er nu. Virkelig. Hvordan skete det lige? Den person jeg dagligt har kontroverser med, det er på ingen måde den person jeg lærte at kende for 5 år siden. Det er ikke ham jeg valgte og det er ikke ham jeg elsker.

Hvilket, underligt nok, er min sutteklud lige pt. For jeg kan på ingen måde forestille mig at vi skal være sammen igen. Men det er problematisk, jo. For alle minderne kommer i vejen – og så husker jeg pludselig hvor meget kærlighed der var engang. Og det gør ondt.

2. Jeg dør en lille smule ved tanken om, at andre får lov til at få den kærlighed og opmærksomhed jeg har savnet så meget, så længe. Hvor er det bare nemt for en eller anden dum kælling pige, at hun skal have alt det som han ikke kunne give mig. Og jeg væmmes nærmest ved tanken om, hvor nemt det bliver for ham at være romantisk, sød og opmærksom, overfor en ny og spændende dum kælling pige, fordi hun netop ikke er sur over den store opvask eller stiller særligt høje krav. Det er nærmest latterligt.

3. Jeg frygter at jeg bliver den onde ekskone, der hader den nye kæreste, netop pga. ovenstående. Hvordan kan man nogensinde være overbærende, når man har så meget i klemme og er så bitter?

4. Hvem i alverden er vanvittig nok til at falde for mig, hvis jeg har så tung en bagage med mig?

5. Forsvinder bitterheden nogensinde?

6. Forsvinder følelsen af fiasko nogensinde?

7. Og hvordan deler man sit fantastiske barn – som er så følsomt og tryghedssøgende? Kan man det? MÅ man det?

8. Jeg har mistet min bedste ven.

Der er så mange punkter på min liste, at jeg kunne blive ved i en uendelighed.. Ovenstående er blot et udpluk af de tanker jeg går med for tiden.

Jeg ved at jeg er stærk, og jeg ved at jeg nok skal klare den. Og vi er trods alt så langt i processen nu, at jeg har det okay med at vi ikke skal være sammen længere. Det løb er kørt. Men jeg kan mærke at jeg synes det er hårdt, at jeg ikke længere har den person, som jeg før ALTID kunne regne med – som kendte alle mine grimme sider og havde min ryg. Han er væk nu – og det er det mest grænseoverskridende og utrygge jeg nogensinde har oplevet. Det er forfærdeligt. Og jeg ved, at ingen er døde. Vi er her stadigvæk – men det, der er blevet taget fra mig føles bare stadig, som om at noget er dødt. Og det er jo egentlig også rigtigt nok.

Man burde køre det væk i en rustvogn, lægge blomster på, og have et sted at sætte det til hvile. For hvordan kan man ellers give slip?