KNALD, FOR HELVEDE! Men fødslen må du selv klare!

Om morgenen d. 6/1-2013 fanger bordet! Jeg skal føde, og min krop er tydeligvis ikke i tvivl. Vandet er gået, og den ene ve efter den anden, sender vanvittige smerter gennem min krop.

Der går ikke ret langt tid, før jeg sidder i en taxa på vej til Rigshospitalet – i hjemmesko, joggingtøj og med en plasticpose under mig!

Heldigvis er vi nogle af dem, der bliver modtaget med overskud og omsorg. Virkelig dejligt, eftersom det viser sig at mit barn ligger skævt i bækkenet. Det i sig selv, er jo ikke farligt, men det betyder for den fødende (mig) at kroppen har svært ved at reagere på alle de signaler den får. Mine presseveer har ingen effekt, og det er yderst, yderst smertefuldt og ordet ubehageligt dækker slet, slet ikke over de ting jeg føler.

Min jordemoder, Mai-Britt, er både dygtig, omsorgsfuld, bestemt og har helt styr på hvad der skal ske. Det er rart, for det har jeg i hvert fald ikke!

Jeg kan ikke mindes, at hun på noget tidspunkt forlader stuen. Måske er det fordi, at jeg, trods min titel som førstegangsfødende (som ofte er nogle lange og seje timer) ikke helt er som normalen. Det går virkelig stærkt. Så stærkt, at jeg ikke når at få smertelindring.

Jeg ligger med uduelige presseveer i halvanden time, hvorefter det besluttes at de bliver nødt til at kalde en læge, som kan komme og hive ham ud.

Kl. 17.23 – 7 timer efter vandet gik derhjemme, kommer Alfred til verden. Han er sund og rask – men jeg har været igennem et sandt helvede. Dog får jeg aldrig følelsen af, at jeg ikke har været i trygge hænder under hele min fødsel.

I dag ved jeg, at det handler om at være i fødsel på det rigtige tidspunkt. Hvilket jo er absurd. Min gode veninde fødte f.eks knap 3 måneder efter mig – og stort set ALT ved hendes fødsel var indbegrebet af de konsekvenser landets fødegange mærker, når øremærkede millioner bliver taget fra dem.

Hun har for ikke så længe siden, født søn nummer 2 – ved planlagt kejsersnit. Der var no way in hell, at hun skulle igennem en vaginal fødsel igen. Ikke alene blev det skønnet at det ville være alt for farligt for hende – men sjovt nok havde hun heller ikke lyst.

Det er simpelthen ikke fair – at der konstant opfordres til at vi skal føde flere børn – men at man så samtidig fratager os retten til at kunne føde dem under trygge og ordnede forhold. Og det er det, der sker, når øremærkede millioner fjernes fra et område, der på alle måder er det, der skal sørge for at vi trygt kan ‘Knalde for Danmark’.

Det er ikke fair over for de fødende, for jordemødrene eller overfor børnene.

Videoen her, viser 50 eksempler på de absurde forhold der er på en af landets største fødeafdelinger. Videoen er lang, men jeg vil opfordre til at skænke dig en kop kaffe og se den til enden. Hvis du kan holde det ud. Beretningerne bliver værre og værre, nemlig.

Et uddrag:

‘Det er fredag morgen og klokken er 5. I nat har der været så travlt på fødegangen, at jeg tænker det var rent held, at alle mødre og alle børn overlevede…..’

De danske jordemødre brøler på hjælp. Lad os brøle med!