Pros & Cons ved at være deleforælder.

Der er ret mange der spørger ind til fordeling og sådan. Hvordan det hele kører rundt, osv.

For bare få måneder siden ville jeg have leet hånligt og måske endda lidt surt, ad folk, når de fortalte mig at jeg ville komme til at nyde de dage hvor Alfred er hos sin far. Jeg troede simpelthen ikke på det. Men det er sgu rigtigt nok!

Jeg lider so far ikke af FOMA (fear of missing out syndrom) ifht. de ting drengene laver, når de er sammen. Jeg ved desuden, at Alfred er i de bedste hænder. Jeg har sagt det før – og jeg siger det gerne igen: Alfred har verdens bedste far! Alene det, gør det ret nemt for mig, at slappe helt af.

Vores samarbejde fungerer ret godt, hvis jeg selv skal sige det. Hånden på hjertet.

Naturligvis har der været perioder hvor alle informationer og diskussioner blev leveret i et rigtig dumt toneleje – krydret med ekstra meget bitterhed og sure miner. Det er et stykke tid siden, og jeg er virkelig stolt over vores nuværende samarbejde.

Jeg har rejst mig fra fosterstillingen – jep – har da naturligvis været nede i en utrolig deprimeret periode, hvor rødvin og blå kings var vejen frem. Tilsat ekstra meget offermentalitet og bitterhed. Men man skal sgu også ramme bunden for at kunne rejse sig igen. Og jeg har alle dage ment, at det klart har været bedst for mig bare at omfavne al den sorg og skuffelse. Tillade mig selv at være kolossalt ked af det. Og lade det tage den tid det tager, inden det passerer. Og det virker til at have hjulpet.

Der gik ikke ret lang tid, fra vi reelt set var fra hinanden, til jeg gik i panik ved tanken om at skulle være alene. Så var det jo at man begyndte at være på Tinder og kiggede på alle mænd på gaden og tænkte: Ville jeg knalde ham der, hvis han spurgte? Haha, det lyder skørt, men bare fordi man bliver skilt og har det dårligt – så stopper ens krop jo ikke med at savne fysisk nærvær.

MEN – nu har jeg jo aldrig været særlig løssluppen – og det viste sig også at jeg ikke helt var nede med alt det der dating. Der er simpelthen så mange blindgyder og ting der fucker med ens hoved. Dog har jeg fået utrolig meget ud af det, dog.

F.eks havde jeg en meget lang korrespondance med en mand. Han var både sjov og spændende. Snakken flød bare og vi havde forholdsvis ok mange ting til fælles. Det endte med, at jeg faktisk mødtes med ham – en meget sen aften – på en bar. Hvorefter vi tog hjem til ham og hørte musik det meste af natten. Der var slet ikke den der tiltrækning mellem os – det havde været en rigtig dårlig date, havde det ikke været for en fælles kærlighed for ældgammel musik. Så i princippet har jeg fået meget mere ud af den date, end hvis jeg bare havde hoppet i kanen med ham den aften.

Han fik mig nemlig til at dykke ned i min kærlighed til musik igen.

Og nu sidder jeg her, med en spritny pladespiller og jeg har netop været ude og købe mig fattig i vinyl. Og den følelse er helt vildt fantastisk. Ved faktisk ikke om jeg havde fundet musikken frem uanset hvad, men det er et godt eksempel på, at andre mennesker kan give enormt meget, uden selv at vide det.

Noget af det ‘svære’ ved at være i denne her nye situation, det er kontrasterne.

Den ene dag er man mega meget mor og står og laver havregrød kl. 6 om morgenen – den anden dag kan man tage hjem klokken lort om natten, efter en middag med gode veninder og sove til kl. 10 dagen efter.

Jeg kan tage på Byens Kro og drikke kæmpestore fadøl og snakke hele natten med en god veninde – og tage hjem med en burger i hånden og gå død i min seng. Og have tømmermænd dagen efter. Jeg kan gøre rigtig mange ting for mig selv. Jeg kan bruge en hel dag på sofaen med Netflix og tage mig en morfar hvis det er det, jeg vil.

Jeg kunne (sæt streg under kunne!!) ligge i Tinder-hor i dagevis, hvis jeg ville, for så at vågne op en morgen og vide, at jeg skal hente Alfred blot få timer senere – og det er virkelig nogle sindssyge kontraster.

Der rigtig mange fordele ved at være blevet alene på halv tid. Naturligvis forsvinder sorgen over de bristede drømme ikke – men når man som jeg (og Alfreds far) har indset, at vi begge to er meget bedre mennesker uden hinanden, så er det det værd, synes jeg.

Det er en pisse irriterende ting at skrive, det ved jeg. For hvis jeg havde læst det her for bare et halv år siden, så havde jeg tænkt: Dér når jeg aldrig hen. Men det gjorde jeg. Og det er rart. Sådan helt grund-rart.

Jeg elsker, at der ikke er nogen jeg skal skændes med. Ingen jeg skal forsøge at leve op til i forhold til forventninger. Der er kun Alfred og jeg – Alfred er mit primære ansvar.

Den største vægt er blevet løftet fra mine skuldre. Jeg elsker mine dage med Alfred – men jeg nyder også de dage hvor han ikke er her. Og så kan jeg ærligt talt ikke bede om mere. Jeg er faktisk nærmest glad.