Familie reunion, kage og børnehaveupdate!

Har sat mig på nærmeste cafe rundt om hjørnet – Sydhavnen er efterhånden ved at udvikle sig til den lille og hippe perle, som folk blev ved med at påstå den snart ville blive, haha 🙂

Aj, som jeg altid siger til folk, så er det præcis som at køre ind i en lille forstad når man kører gennem SV. I hvert fald den gamle del. Og det er nærmest pinligt så dårligt jeg kender området. I hvert fald i forhold til hvor lille et område SV dækker over. Forleden skulle jeg finde en adresse 400 meter fra hvor jeg selv bor, og det var med både Google Maps og nød og næppe jeg fandt det. Det går jo ikke.

Sydhavnen er et virkelig rart sted. Så jeg burde klart gå nogle flere ture.

Lige pt er hele familien samlet under samme tag, da Alfreds far flytter til et nyt sted her 1. januar. Men det har betydet, at han har haft brug for et sted at være – og det samme har hans ting. Så lejligheden ligner en krigszone – og der er flyttekasser og rod i alle rum. Ville sådan ønske at jeg var et ordensmenneske – eller i hvert fald besad evnen til at organisere. Jeg trives på ingen måde med rod, men jeg kan heller ikke overskue at rydde ret meget op. Aner ikke hvor jeg skal starte.

Det er en smule sært at være samlet igen – grænseoverskridende for de voksnes vedkommende – forvirrende men også rart for den mindste beboer. Er spændt på hvordan han tager det når vi når til 1. januar! Håber ikke han bliver alt for forvirret.

Han er jo startet i børnehave, Alfred. Faktisk startede han 1/11 – og de begyndte allerede at køre ham ind måneden før. Og det er gået SÅÅÅÅÅÅ godt. Er så glad for at vi i sin tid valgte en integreret institution. Han føler sig virkelig hjemme dernede.

Han trives også generelt. Han har taget alt det her skilsmissehalløj i stiv arm – selvfølgelig har der været nogle reaktioner, men det er svært at sige, om det er fordi han er blevet delebarn (kæft jeg hader det ord) eller om det er fordi drengen snart er 3 og generelt bare får de latterligste hysteriske anfald over de mindste ting. Kæft han kan blive vred og skabe sig. Han udfordrer virkelig min tålmodighed!!

Til gengæld er han også den mest kærlige dreng, og når jeg fortæller ham at jeg elsker ham – og han svarer ‘Jeg elsker også dig meget, mor’ – så har jeg lyst til at lægge mig fladt ned og hyle af lykke over hvor fuldendt et lille menneske jeg har været med til at lave.

Jeg joker med hans far over, at jeg virkelig er overrasket over hvor sød og fin han er blevet. Især når man tænker på at han virkelig bare var sur og knotten de første måneder af sit liv. Men nu hvor jeg tænker over det, så var han også bare kronisk sulten dengang, og det kan jo gøre selv det mest positive menneske til en noget knotten udgave af sig selv.

Og man må jo sige at han kom godt efter det. Da han fik stillet sin sult, efter at have spist begge mine bryster (som jeg i øvrigt aldrig har fået tilbage, tak Alfred) og begyndte at få modermælkserstatning i stedet, så fik vi jo verdens gladeste – og tykkeste dreng.

Apropos tyk, så har jeg jo flere gange været til massage og body sds, og de spændinger jeg har i min ryg skal der virkelig styr på. De har nu været der i snart 3 år – og jeg får altid lyst til at vise massøren dette billede som svar på hvorfor:

Han vejede jo simpelthen så meget – og alle havde travlt med at fortælle hvordan han bare var sådan ‘en rigtig’ baby. Hvilket jo var dejligt. Men det var heller ikke dem der skulle bære rundt på ham dagen lang 🙂

Nå, det var lige en lille info omkring hvordan det går med Alfred.

Det går også bedre med mig – jeg er stadig ikke på toppen, men har erkendt at 2015 har sat sine spor. Det har været ualmindeligt hårdt. Så der er ikke noget sige til at der kommer nogle efterreaktioner på et tidspunkt. Og det har så været nu. Jeg føler at jeg er kommet op til overfladen efter luft – og det er dejligt. Som jeg tidligere skrev, så er det værste klart frygten for at ryge ned i en eller anden form for depressiv tilstand. Kortvarigt kan de fleste af os håndtere. Men det er altid svært.

Jeg har valgt at jeg skal gøre ting for mig selv der gør mig glad. Jeg orker pt ikke de helt store gør det selv-projekter. Hvilket ellers var noget af det jeg virkelig nød for et par måneder tilbage. Lige nu lytter jeg til kroppen. Og min krop vil gerne slappe helt af. Så jeg bruger ret meget tid sammen med Netflix. Netflix & Chill, bare uden sex-delen. Hvilket ellers også er noget min krop godt gad, men der er ikke nogen kø af brunstige mænd udenfor min dør, så jeg spiser pizza og kage i stedet.

Og så er jeg i øvrigt på kur! Omvendt kur. Jeg er sådan en af dem der taber mig når jeg ikke trives. Jeg glemmer simpelthen at spise. Og jo mere jeg stresser over det, jo mindre får jeg lyst til at spise. Det lyder måske luksusagtigt i nogles ører. Især hvis man går rundt og kæmper med de ekstra kilo – så er det måske lidt farligt at sidde her og brokke mig over manglende kilo. Men vil sige, at det er mindst lige så slemt. Jeg er 160 cm høj, og har vejet det samme de sidste 15 år – altid de her 45 kilo – derfor ser (og føles) det helt sygeligt hvis man lige smider 5 kilo på 4 uger. Det er hverken pænt eller klædeligt. Og det tager mig desværre dobbelt så lang tid at tage dem på, som det gør at tabe dem – og det er virkelig skidt for kroppen at tabe sig så meget, så hurtigt.

Så jeg æder fede ting, men supplerer op med grønt og er også begyndt at tage nogle forskellige vitaminer. Og det hjælper. Jeg har ingen vægt, så jeg kan ikke sige præcist hvor meget jeg har tabt, eller hvor meget jeg tager på. Jeg ved bare at mine jeans hang og at jeg ikke kan lide det jeg ser i spejlet pt. Så det er målet, at det skulle jeg helst gerne kunne igen. Både passe jeans og lide mit eget spejlbillede 🙂

Krydser virkelig fingre for at 2016 bliver et lidt bedre år for mit vedkommende. Tak fordi I læste med helt hertil! Og rigtig god søndag derude!