Efterhånden har min massive gluten-mave lagt sig - begyndte nu også at blive en smule nervøs der. De
Se næste indlæg >
På et eller andet tidspunkt…..
LORTEMOR
….. Prøver vi det alle sammen. Vi stifter bekendtskab med det at være uden arbejde.
Nogle af os oplever det nok kun i forbindelse med endt uddannelse eller af andre årsager. Andre bærer en tungere del af læsset, da de måske oplever at blive opsagt eller af andre årsager mister deres job.
Jeg har heldigvis ikke været uden arbejde ret lang tid ad gangen. Oftest har det handlet om, at jeg er flyttet og derfor har været nødt til at søge andre græsgange i form af nyt job. Jeg har nok mest stiftet bekendtskab med det at være sygemeldt. Anyhow, så er det alt sammen pisse træls.
De måneder, hvor jeg har været igennem hele maskineriet, der har jeg følt mig som et udskud – det laveste lave – som en del af noget, vores samfund ikke rigtigt kan rumme. Og det gør ikke kun en ked af det – det gør faktisk, at man føler sig som en reel joke. For kan det virkelig passe, at man i så høj grad læner sig op ad noget så lavpraktisk som et arbejde?
Fandeme ja.
Det første samtaleemne der opstår, i mødet med nye mennesker er ‘hvad laver du så?’
Så på den måde hænger vores indentitet (når det kommer til arbejde) enormt meget sammen med alt andet her i livet. Sørgeligt nok. Jeg hader det spørgsmål.
Min A-Kasse har et ønske om, at skabe debat – lige meget om du sympatiserer med budskabet eller synes de arbejdsløse skal tage sig sammen. Formålet er at få os til at reflektere over, hvordan vi behandler mennesker uden arbejde og afdække de følelser og de personlige kampe, som ligger bagved.
I know that feeling.
SPONSORERET.
Kender også følelsen – faktisk er jeg gået ned med stress, fordi jeg ikke har fundet et “rigtigt” arbejde efter endt uddannelse. Jeg har freelancet, og er lige nu i en anden branche end det, jeg har uddannet mig til. Stort nederlag. Som lige nu endnu en gang har sendt mig til psykolog. Fuck!
Det er skammeligt, som arbejdsløse er blevet talt ned til og om de seneste mange år. Jeg kender en arbejdsmarkedsforsker, som fortalte, at der “dengang i fattigfirserne” var lavere arbejdsløshed og flere jobs, sammenlignet med nu, men dengang var det synd for dem! Det var samfundets skyld. I dag er det jo, som bekendt, et helt bevidst valg man tager, når man vælger at leve i sus og dus på overførselsindkomst.
Jeg brækker mig, og har gjort det i fem år. Det bliver man træt i kroppen af, skal jeg hilse og sige. Faktisk så træt, at jeg af og til frygter, om jeg nogensinde bliver klar til at tage et arbejde igen. Det er virkelig en falliterklæring – mest af alt for samfundet.
PS: A-kasserne har også skyld i det. Der er man jo bare endnu et nummer i rækken :/