Hello from the other siiiiiiiiiiide!

Så gik der lige en rum tid, hvor mine fingre har holdt sig fra tastaturet – og det har egentlig ikke været min intention at holde så langt et frikvarter – men skulle lige en tur forbi Roskilde Festival, ligge i ske med Schweizeren og modtage et skoldkoppe-befængt barn. Kontraster, hva?

Pt sidder jeg og prøver på at få skrevet dette ned, men bliver ved med at blive forstyrret af ‘SE MOR; HER KOMMER LYNET MCQUEEN!’

Egentlig holder jeg Alfreds vågne timer så fri fra alt hvad der hedder computer og iPhone som muligt, men fordi han netop har forlænget sin sommerferie ved at slæbe røde knopper med hjem, så kommer han altså ikke i børnehave i denne uge. Ergo står den på 5 ugers sommerferie, og ikke 4 som planlagt.

Og er lidt spændt på hvordan det kommer til at gå – har ikke lyst til at slæbe ham alle mulige steder hen, hvor han potentielt kan slikke på andre børn og få hans skoldkopper til at sprede sig som var de klamydia i Sunny Beach.

Som sædvanligt ved man jo ikke hvordan ens unge bliver smittet med det stads (altså skoldkopper, ikke klamydia) men jeg gætter på, at det stammer fra samme sted som lus, bræksyge og børneorm – nemlig det famøse fælles puderum alle børnehaver med respekt for sig selv, har.

Det er ikke så længe siden, at jeg lige måtte nævne for en pædagog, at der altså stod en dreng derinde i fuld gang med at se hvor lang hans tissemand nu også kunne blive. Så, there you have it.

Det var en ret udsøgt følelse af frihed, da jeg satte kursen mod lufthavnen i onsdags. Min taske var pakket til bristepunktet med sovepose, underlag, tøj til alt slags vejr – og indtog ankomsthallen lettere trippende, da jeg jo ikke havde set Schweizeren i nogle uger. Men han landede, og så gik turen til Roskilde.

Det er 5 år siden jeg sidst har været afsted, så jeg var både spændt og glad – men også lidt nervøs over boligforholdene. Normalt plejer jeg at være med til at vælte hegnet, men fordi vi jo er blevet voksne mennesker (de fleste af os) med rigtige arbejdstider, så lægger man sig ikke lige opad hegnet og løber ind efter den bedste plads. Men det lykkedes os sgu at finde plads til alle vores 4 telte – og netop som vi fik sat campen op, kom solen frem. Og de første øl blev åbnet. Derefter er de efterfølgende 4 dage en vanvittig døs af sol, regn, glæde, musik, fuldskab, tømmermænd – og mest af alt – kærlighed.

Mere om det en anden gang 🙂