Nye tider – nyt mod. Og noget om glæde og motivation.

Det er ikke altid en pisse god ide at være sin egen chef. Især ikke for mig.

Der er gået for meget Netflix og dovneri i den, alt alt for længe. For når der ikke er nogen der sidder og venter på én, eller nogen man skal ringe til for at melde sig syg og sådan noget, så kan det (for mig) være svært at komme op og i gang.

Det lykkedes mig simpelthen aldrig at finde mig til rette i at arbejde hjemmefra – og det var ikke en løsning at sætte sig på den lokale cafe og ligne en der arbejdede. For selvom der var gratis WIFI, så var kaffen eller avocadomadderne det altså ikke.

Det har taget mig et år at indse, at jeg ikke duer til at arbejde derhjemme. Der er ikke motivation nok, og jeg kunne simpelthen ikke fokusere på arbejde – for der var altid en opvask, en kogevask eller et gulv der skulle støvsuges. Det er der nu stadig, men nu får jeg løst de opgaver på andre tidspunkter.

Jeg har nemlig fået mig en pind – en kontorplads!

Så fra nu af, og langt de fleste dage i ugen, der har jeg røven solidt plantet i Andedammen Cph – et splinternyt kontorfællesskab midt i hjertet af dejlige København. Og når jeg siger midt i, så er det altså bogstaveligt talt.

Jeg er naturligvis ikke alene på pinden, for jeg har nemlig plantet røven i et dejligt fællesskab med 5 andre virkelig søde damer.

Sandra – en skønhed uden lige! Både udenpå og indeni.

Frederikke – en smuk og dejlig dame, som jeg glæder mig til at lære endnu bedre at kende. For hun er ret cool og dygtig!

Cecilie – En freak of nature, som altid er så fin, smilende og sød – og typen der får det til at ligne en leg at være 28 og mor til 3 (3!!) børn!

Cana – Fru Buttenschön, en af de dejligste damer man kan være i selskab med! Så smuk, klog og god hele vejen igennem.

Cecilie – Årsagen til at jeg overhovedet startede med at blogge! Hun er finhed på alle sine 180 centimeter.  Hun skriver som jeg tænker, men ikke altid kan få ud på papir. Stadig et kæmpe forbillede, stadig lige så dygtig (måske endda endnu mere) som da hun startede.

Føler mig heldig.

Og det er en helt ny følelse, at stå op og glæde sig til at tage afsted. Og tænk engang at være omgivet af folk, der laver det samme som jeg – og folk der ikke synes det er spor sært at stå op ad væggene og tage billeder af hinanden. At det faktisk mere er reglen end undtagelsen 🙂