Udvikling med små skridt – der skaber noget stort.

Alfred har altid været god til at lege. Det er mere mig der halter bagefter. For når jeg siger, at han er god til at lege, så er det ofte ikke alene. Jeg lyder måske som en enormt doven mor – det er jeg ikke. Jeg hopper og springer for den der lille unge. Hver dag.

Men tålmodighed er en dyd, og det er nu den bærer frugt. For selvom han ytrer, at han helst ser at jeg deltager i diverse lege, så har jeg i hemmelighed fundet ud af, at han sagtens kan selv. Hvis blot jeg deltager til at starte med.

Egentlig vil han ikke have mig med. Han vil bare gerne fortælle om legen, og sikre sig, at alt starter godt. Så ofte handler det om, at han bare gerne vil fortælle. Fortælle om den leg han er ved at starte op, og fortælle om den undervejs. Og naturligvis høste ros undervejs også. Det får han. I stor stil.

Nogle af de ting vi laver ekstra meget for tiden, det er lege, hvori der er en historie. En start, en begyndelse, en handling og en afslutning. Noget af det vi især gør – eller HAN gør, er at bringe hans oplevelser med tegnefilm og derefter bringe dem til virkelighed. Vi har gjort det med Dora the explorer – vi har gjort det med Diego. Og vi har især gjort det med Paw Patrol.

De af jer, der ikke kender til Paw Patrol, så kan jeg ganske kort gengive hvad the fuss is all about.

Der er en flok vovser, der hver især har deres styrke. Nogen kan flyve, andre kan rykke rundt med sten. Og så er der selvfølgelig også en hovedperson. En dreng, der er ret sej, og som dermed tjener som forbilledet. Så Paw Patrol kan i dén grad møve sig ind på både de små drenge og de små piger. For hvem elsker ikke små og søde hunde? Og hvem vil ikke gerne have et forbillede, der ikke smider tøjet på Instagram, eller Youtuber om makeup?

Ryder er drengen der står i spidsen, og det er ham der giver opgaverne videre til vovserne. Vovserne består af Skye, Marshall, Rubble, Chase, Rocky, Zuma, Everest mfl.

De har hver især deres felt, hvor de brillierer. Lidt ligesom os voksne – nogle af os arbejder med computere, andre med undervisning eller noget helt tredje som f.eks arkitektur. Forestil jer så, at I hver især fik jer et fartøj der passede præcis til jeres profession. Jeg ville f.eks have en fortryllet kappe, der kunne lave kaffe når jeg vågnede, og som selv satte kogevask over og tømte opvaskemaskinen.

You get the picture.

Det er der ret fedt ved Paw Patrol er, at det lægger op til fantasi – at det ikke handler om, at man skal købe sygt meget lego ind, for at kunne være en del af den verden.

F.eks lavede vi en aften en ‘challenge’ – nogen havde nemlig stjålet vores glas med Nutella. Og når man skal have pandekager, så er det noget nær det værste der kan ske. Naturligvis havde jeg gemt glasset – men jeg havde også sørget for at lægge spor og forhindringer undervejs.

Så først skulle Alfred informeres om, at glasset var væk. Dernæst skulle han finde spor – og undervejs skulle han også lægge en plan for, hvordan han kunne finde både skurken og glasset.

Og det er perfekt, for så kan jeg få tømt opvaskemaskinen og få sat mad over imens!

Så basically, så fucker Paw Patrol med de små hjerner, på en helt perfekt måde. De små tre-trins udfordringer er præcis hvad en hjerne i hans alder kan holde til. Og som de bliver ældre, så kan man jo altid bygge videre på det.

Paw Patrol er perfekt til små hjerner fra de 2,5 og nok måske helt op til de 4-5 år.

Og hvis I ikke har vist ungerne det endnu, så er der hermed givet en anbefaling videre.

Herhjemme (og hos hans far) der er det længe siden at vi begyndte at købe bamser, køretøjer og forskellige ting fra Paw Patrol serien. Så da jeg blev spurgt om jeg ville skrive lidt om det, der var jeg sådan lidt.. ‘Beder Paven til Gud, eller hvad?’

Selvfølgelig ville jeg det. For det er ikke alene godt. Det er også sjovt – for hele familien.

Læs mere om Paw Patrol HER.