Når jeg tænker tilbage, så tror jeg næppe at jeg kunne have forudset hvordan 2016 ville se ud.
Ov
Se næste indlæg >
Taknemmelighed.
LORTEMOR
Som rosinen i pølseenden, i forhold til den der spørgerunde jeg havde gang i, så er der enkelte spørgsmål som gik på, hvordan mit forhold er til Alfreds far i dag. Og om hvordan jeg har det med, at der er nye mennesker i Alfreds liv.
Jeg har ikke helt vidst, om jeg skulle skrive om det på bloggen – det er enormt privat, jo. Men der er mange der har sendt mig mails og beskeder om lige præcis det sidste. Altså hvordan jeg har det med, at der er kommet kærester med ind i billedet.
Mange har nok regnet med, at det var noget jeg sad og var vildt bitter over – at det har været en stor kamel at sluge.
Mange mails har været fra folk, der selv har, eller pt sidder i samme situation – og derfor skriver til mig for at høre, om de er alene i båden, hvor bitterhed og afmagt er de følelser de slås med. Mange kan ikke rumme, at glansbilledet af den perfekte familie ikke holder stik. Og mange fortæller også, at de er blevet forladt, og at de ærligt talt har det rigtig svært med, at nye partnere skal ind i billedet.
Overskriften siger sig selv. For her må jeg nok skuffe en del – men forhåbentlig kan jeg også være et plaster på såret, når jeg fortæller at jeg slet ikke kan genkende de følelser. Måske kan jeg i stedet være hende der fortæller, at det ikke altid behøver at være horribelt.
Min bitterhed har aldrig været så stor, egentlig. Jeg har været ked af det, ja. Kæmpe ja. Men det var faktisk noget helt andet. Min sorg gik udelukkende ud på, at mit eget billede krakelerede. Men heldigvis gik der en rum tid, før nogen af os skulle forholde os til andre partnere. Så jeg havde nået at bearbejde tilstrækkeligt. Så da det kom på tale, der var jeg så langt i processen, at jeg ikke kunne andet end at være glad på andres vegne.
Og jeg kan sige – med hånden på hjertet, at mit barn ikke kan elskes af for mange. Og han kan ikke elske for mange, heller. Og jeg er så taknemmelig over, at han er blevet taget så godt i mod som han er. At der findes et menneske der har, og med tiden kommer til, at have mere og mere indflydelse på hans liv. Det er jo enhver mors ønskescenarie, at der findes andre damer derude, der faktisk holder af ens barn. Og vil ham. Og at den følelse er gengældt hos ham. Så kan jeg ærligt talt ikke ønske mig mere.
Og værdien i, at se hans far være glad også, det er jo også en stor del af det.
Måske er det et skuffende indlæg, fordi der findes så mange grufulde og ubehagelige historier om drama i den slags situationer. Men heldigvis kan jeg let og elegant springe over præcis denne problematik. Min mavefornemmelse har det godt.
Åh, hvor er jeg glad for at høre, at du håndterer det på den måde. Jeg har nemlig selv været den nye kvinde.
Min nu ekskæreste forlod moren til sin dreng til fordel for mig – så kan man virkelig snakke om et dårligt udgangspunkt for samarbejdet 🙂 Men hun gemte alt bitterhed væk og tog pænt imod mig. Lod mig elske sin søn og lod ham elske mig. Jeg har engang spurgt hende, hvordan hun kunne, og svaret var som dit: Hun så det som en fordel, at der var mere kærlighed til barnet, og så synes hun, at far blev en bedre far af at være to om opgaven.
Jeg fik lov at være en stor del af drengens liv fra han var to til seks år, og så knytter man sig virkelig til hinanden. Selvom jeg ikke længere er sammen med faren, så ser jeg stadig den dejligste dreng, som nu er blevet otte år gammel. Han bliver passet hos mig, kommer til overnatning og jeg har lige været til hans fødselsdag – i øvrigt sammen med mine forældre, som stadig fungerer som en slags bonus-bedsteforældre. Jeg er så dybt taknemmelig for, at jeg stadig har ham i mit liv. Mit hjerte ville være meget tungt, hvis ikke det var tilfældet. Og den eneste jeg kan takke for, at det er endt godt, er drengens mor. Hendes indstilling til vores indbyrdes forhold har gjort hele forskellen. Så igen – hvor er det dejligt at høre dine positive tanker 🙂