Jeg er jo mere end bare nogens mor, for fanden.

I går aftes lagde jeg et billede op på min Instagramprofil. Et helt uskyldigt foto, af et brændende lys – og med teksten ‘Kan ikke huske hvornår jeg sidst har haft så perfekt et døgn som dette’.

Og det passer. Selvom jeg naturligvis har haft så uoverskueligt mange dejlige døgn – jeg er 31 år, det ville være mærkeligt hvis denne dag var specielt enestående. Men altså, det er ment på den måde, at det var længe siden jeg havde haft en rigtig god og rar dag. Lynhurtigt kom der en kommentar til mit billede, som gik på noget ala ‘håber da at Alfred har været en del af den’ og jeg tænkte ikke så meget over sætningen med det samme. Men der var noget i tonen og tegnsætningen jeg hæftede mig ved.

For nej, Alfred havde ikke været en del af dagen. Det er nemlig ikke min uge. Men derfor kan man jo stadig godt have haft en god dag, eller hvad? Tænkte lidt over det, og så slettede jeg kommentaren. For jeg blev i tvivl om, hvad afsenderen mente. Mente hun det godt? Eller mente hun det skidt? Det er fandeme svært at finde ud af nogle gange. Da jeg så havde slettet den kom der lynhurtigt en ny fra samme person ‘Håber da at han har været en del af den bare ET sekund’. Sad bare og tænkte hvorfor det spillede en rolle, om Alfred havde været til stede eller ej. Men der skal man nok være delemor eller far, for at forstå, at man bliver ramt af dårlig samvittighed når andre mennesker prikker til en på den måde.

Har talt om det her så mange gange før – hvordan kommentarer og andet kan påvirke én. Slettede atter kommentaren, da jeg ikke ville til at gå ind i en dialog om hvorvidt man må være glad eller ej når man har sine dage uden børn. Der var ingen personlighed at spore på vedkommendes profil. Ingen billeder, ingen tekst. Bare et lille tal hun fulgte – ingen fulgte hende. Så måske var hun typen der fulgte de her knap 50 personer, kun for at sende uforståelige kommentarer i deres retning. Lynhurtigt efter jeg havde slettet nummer to kommentar kom endnu én ind. ‘Du er hurtig til at slette mig!’. Og så kunne jeg godt lugte lugten. Halvt troll, halvt mærkelig. Og derfra tager det mig to sekunder at blokere folk der ikke kommer med noget godt. Forstå mig ret – vi bloggere får tit mærkatet: ‘I kan heller ikke tåle kritik, og I er jo selv ude om det, bla bla bla….’ Og ja, det er sandt. Men man skal også kun have prøvet at stå i en mindre shit-storm en enkelt gang, før man tager det med sig på vejen.

For mig er der ret stor forskel på min blog og på min Instagram. F.eks er min Instagramprofil lukket. Altså privat. Det betyder at jeg skal godkende alle der ønsker at følge mig. Sådan har det ikke altid været – men jeg kan godt lide at se, at der er mennesker bag de profiler der følger med i mit liv på sidelinjen. Det føles mere trygt. Og jeg er også langt mere selektiv med kommentarer på min Instagram end på bloggen. Måske fordi jeg føler at jeg lukker folk ekstra meget ind, fordi Instagram er så meget et øjebliksbillede.

Kan ikke huske det sidste hun skrev. Noget med at hun bare ville blive ved med at skrive.

Det var i hvert fald super ubehageligt. Og jeg er ganske konfliktsky for tiden. Orker ikke mere støj i mit liv. Har haft nogle virkelig slemme måneder – og pt gider jeg nærmest kun at samle på gode oplevelser og glade stunder. Uanset om det er med eller uden mit barn. Det er faktisk det, det her indlæg handler om. At jeg virkelig har brug for at bruge tid på at gøre noget som er godt for MIG. Så jeg kan få tanket op på alle de konti, der bare har stået i nul SÅ længe. Og lettet over at opleve, at jeg i går havde en dag, hvor der bare var nogle stunder jeg har higet efter i månedsvis. Jeg har manglet nærvær så meget, i SÅ lang tid og det gør mig til et kedeligt og gråt menneske at være foruden. Og det er klart en af årsagerne til, at jeg med jævne mellemrum hænger lidt med næbbet. Er virkelig et menneske der har brug for nærvær og kram. Og de sidste mange år, der har der været langt mellem dem. I hvert fald på den længere bane.

Havde en awesome date i forgårs, der startede kl. 21.30 ved min havedør, og som endte på min favorit-cafe lige rundt om hjørnet en gang ud på eftermiddagen i går. Sådan nogle timer, hvor jeg bare sad i nogens arme og læste en bog. Og mine konti er godt fyldt op, og det gør mig glad helt ind i sjælen. Og så er der ikke plads til bemærkninger, der giver mig dårlig samvittighed over, at mit barn ikke kan opfylde alle de (i øvrigt helt almindelige) behov jeg har som menneske. Det skal han ikke kunne. Så konklusionen er jo, at jeg jo for dælen er andet end bare nogens mor – og at jeg (og alle, for den sags skyld) har brug for at ligge i ske og grine, så det gør helt ondt i maven dagen efter. Uden snerten af dårlig samvittighed.