Drengebarnet.

Jeg burde have lugtet lunten noget før. Var bare overbevist om at jeg skulle have en pige. Sådan en sød lille en jeg kunne sidde og lave perleplader med, flette hår på og købe små kjoler til.

Men allerede i uge 8 var der tegn på at der var tale om tissemand.

Havde KUN lyst til Chicken McNuggets og makrelsalat (den klamme med 1/4 makrel, 3/4 mayo)….

Vil faktisk gå så langt som til at sige jeg kun var lykkelig med en nugget i munden.

Havde heller ikke så meget imod fodbold længere, og jeg havde hele tiden lyst til øl.

Ved ikke hvorfor jeg tænkte ‘pige’ og ikke ‘dreng’ – tror bare det var nemmest at forholde sig til et afkom af eget køn. I hvert fald tog jeg mig selv i at skule hen på Verner Panton standerlampen og andre fine ting i stuen, mens jeg frygtede sådan en dreng der bare spurtede rundt og smurte lort på alt.

Dommen kom til misdannelsesscanningen i uge 20. Damen fortalte os, at det var en dreng. Og jeg sank en gang. For vidste at fra nu af, så var jeg i undertal. To mod én. Sig hej til fodbold, beskidte knæ, hærgen, råben og Superman i lange baner. Og farvel til langt fint hår, shopping, tøsefnidder og alt hvad der er lyserødt.

Den tanke varede omkring 5 minutter. Og så kom den rene lykke. En dreng. En DRENG!

Pisse fedt, altså.