Om at føde.

‘Jamen er du ikke bange for at føde?’
Folk er begyndt at spørge nu, og jeg siger altid nej. Ved ikke om det er løgn, men synes det er svært at være bange for noget man ikke ved en skid om?

Er bange for at styrte ned med et fly. Bange for at blive overfaldet om aftenen. Og bange for højder. Alle sammen rimelig håndgribelige ting. Ved at jeg dør ved et flystyrt. Og at jeg kommer til skade ved et overfald. Men en fødsel? Ved jo ikke hvad det går ud på? Jo, altså – ved der skal presses et barn ud. Og at det gør mother fucker ondt.

Men det er jo umuligt at vide, præcis hvor ondt det gør – og præcis hvor forfærdeligt det er. Derfor tror jeg mit svar må være:

Jeg er bange for visse ting ved en fødsel. Bange for komplikationer, at noget går helt galt. Bange for om der sker noget med mit barn eller med mig selv, for den sags skyld.

Hvis bare jeg får min unge ud i god behold, og jeg selv er rimelig mobil bagefter, så nej. Så er jeg ikke bange.
Ikke endnu, i hvert fald.