Ud med barn og moderkage. Ind med angsten.

Forleden, da jeg hentede Alfred i vuggestuen, når vi ud til Lyngbyvej. Pludselig hører vi sirenerne, og Alfred hviner af fryd. Han er 2 år. Ambulancer, politibilen og brandbiler er the shit.

Forbi os kører en ambulance med politieskorte og en akutlæge.

Jeg mærker min krop blive angrebet. Pludselig er den der igen. Angsten. Min krop reagerer på sekunder, og gråden presser sig på.

Jeg ved at politieskorte betyder alvor. Nogen i den ambulance er i livsfare, og jeg kan ikke rumme det.

I går blev 12 mennesker skudt.

Nogens far, nogens mand, nogens bror og nogens barn.

På vej ind i vuggestuen var jeg nær blevet kørt ned af en bil med 4 unge der kørte ræs på institutionens parkeringsplads.

Sidste uge døde over 100 mennesker, da deres fly styrtede ned i havet.

Ingen af disse mennesker stod op den pågældende morgen, og overvejede at dagen ville være deres sidste. Ingen, tror jeg.

Med børn kommer der en angst man ikke kan rumme. For man bliver lidt mere bange for at dø, synes jeg.

Jeg er bange for at jeg dør. Så Alfred ikke har en mor. Jeg er bange for hans far dør, så han ikke har sin far.

Jeg er bange for at Alfred dør. Og en helt tosset tanke jeg har, er at Alfred ikke kender nogen der er døde og som kan tage sig af ham der hvor han kommer hen. En sær, men alligevel en helt rationel tanke.

Jeg kan ikke rumme al den død og folk der slår hinanden ihjel. Over religion, over dumhed eller folk der dør fordi de skal transporteres fra a til b.

Jeg. Kan. Ikke.

Jeg siger ikke at det er nemmere at rumme angsten hvis man ingen børn har. Jeg siger bare, at angsten rammer dybere, hårdere og mere præcist. Et moderhjerte rummer bare så meget mere frygt og bekymring.

Jeg tager mig selv i at være bange for at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Jeg elsker ham for højt.