Elevator-blikket.

Når man pludselig befinder sig i et nyt fællesskab – de gravides – så føler man sig i høj grad på lige fod med de andre i gruppen. Eller hvad?

Har lagt mærke til, at elevatorblikket lever i bedste velgående blandt de gravide. Vi måler og vejer hinanden med blikket – og kigger derefter nedad os selv. Er vi den hippe gravide? Den sløsede i joggingbukser? Den tykke? Den tynde?

Er hende der sidder ved nabobordet en kommende spelt-mor? Den bagende mor? Eller ryger og drikker hun i skjul på bagtrappen?

Kan ikke finde ud af om mommy-fællesskabet er en god eller en dårlig ting? For er vi kammerater i kamp eller er vi konkurrenter?

Er begyndt at tænke på konceptet ‘mødregruppe’ og kan ikke finde ud af om jeg kan lide lugten. Har hørt det er en 50/50. Altså at enten elsker man det, eller også hader man det.

Op til flere har fortalt mig – uafhængigt af hinanden – hvordan mødregruppen var et fantastisk forum, hvori man kunne dele kaosset med andre. Altså en gave.

Andre har berettet om konkurrence-lignende tilstande hvor babyerne konkurrerede med hinanden om hvem der først kunne holde sit eget hoved, sidde op selv eller bare få hår på hovedet først. Og babyerne konkurrerede selvfølgelig ikke – det var mødrene der stod i front, med samme iver som Caroline Wozniackis far. Og ej at forglemme de små kliker. Piger der er blevet holdt udenfor på 7. klasses-måden fordi barnet havde tøj på fra Tøj & Sko….

Pyyyyyha. Håber sådan på det første scenarie! Og vil gøre mit til, at der er plads til både de skallede, de billige, de dyre og alle deres mødre.
For det eneste jeg seriøst håber der virkelig er, er humor, sarkasme, selvironi og virkelig søde og tykke babyer – og mødre!