Mit liv som narkohund.

Man siger at kvinders næser bliver særligt avancerede under en graviditet. At det går helt tilbage til urmennesket – således at den gravide kvinde bedre kunne lugte fordærvede madvarer – og derned undgå sygdomme og generelle utilpasheder. Det lyder meget rigtigt.

Min næse er nemlig gået fra middelmådig til blodhund på 7 måneder. Det er super, at jeg ikke har spist fordærvede madvarer og dermed har skånet mit barn for madforgiftning, men hvad med alt det andet?

Jeg kan ikke udstå lugten af vores køleskab, tobak eller mennesker med alkohol i kroppen. Kan spotte en alkoholiker, som ikke engang selv ved han har et problem endnu. Kan lugte min kærestes brugte sokker ude i den lukkede vasketøjskurv og jeg kan lugte Nutellaen ude i skabet, til trods for at der er låg på.

Kan heller ikke udstå lugten af tandbørste, mælk, neglelakfjerner og smeltet smør. I øvrigt lugter Aarhus også grimt, men det gør den nu året rundt, så det er ikke noget nyt- synes bare den lugter ekstraordinært meget nu.

I virkeligheden burde gravide tjene samfundet på lige fod med politiets narkohunde. Bare med madvarer i stedet. Vi kan snuse os frem til mad, som var det rygeheroin i brune poser – så længe det bare er indenfor en radius af ca. 100 meter.

I dag har jeg endda spottet en børnehave pædagog med hang til flasken. Tror i hvert fald næppe, at det var gruppen af 3-4 årige, der havde drukket ren vodka af plastikflasken. Fy skam dig.