DET VAR SÅ DÉN WEEKEND.

Hvorfor er det nu lige at weekenden er så kort? Og ofte føles endnu kortere end den egentlig er? Hader fandme søndage. Always have – always will.

Man sidder altid søndag aften, i en stille undren over, hvorfor man ikke fik ordnet halvdelen af de ting man gerne ville – og samtidig ikke fik slappet af og hygget. To ting der bare ikke helt stemmer overens, vel? For noget må man jo have brugt den på, ing’?

Here goes, min weekend:

Fredag aften kan I læse om lige her.
Lørdag gik med en rask gåtur med vogn og mandfolk i den lækre sol (der ærlig talt godt må bestemme sig for, om den vil være her eller ej – det er faktisk pisse svært at klæde sig på til den form for gemmeleg) Vi var forbi noget loppemarked, vi spiste brunch, var tidligt hjemme – for så at gå helt kolde på sofaen.

I dag har vi været til babysvømning på Frederiksberg. Og jeg fik min lille forsvarsløse baby til at hyle af rædsel, fordi jeg fandt det spændende hele det der dykke-koncept. Han var ok første gang. Anden gang, not so much. Men det virkede godt til at få noget af al den snot han har haft i næsen i ugevis tyndet lidt ud.

Håber ikke han er traumatiseret for life. Men nu har vi prøvet det. Og det var han ikke nede med, den lille.

Mit forrige indlæg har fået en del støtte! Vil ikke sige så meget. Andet end TAK! Synes det er dejligt med liv i kommentarfeltet. Især når man blotter sig. Og at der så ikke har været en eneste løftet pegefinger – det er jeg glad for.

Ved ikke om det kommer bag på mig, at vi er så mange i samme båd. Det er jo skønt ikke at være alene med de tanker og følelser. Dog er jeg da en smule bange for, at rigtig mange får et mærkat på sig der hedder ‘fødselsdepression’. For det er det sgu da ikke? Min svigermor nævnte det også for mig – hvilket faktisk gjorde mig enormt vred! Fordi jeg jo ikke synes det er en depression at være forvirret,ensom og træt. Men nærmere en naturlig reaktion på, at man hænger fast på en baby 24-7 – og selvom man er free to go, så er det bare ikke fysisk eller psykisk muligt.

Min svigermor reagerede kraftigt på, at jeg glædede mig som en motherfucker, til at få et par dage fri. Hvor Alfred tager på tur med sin far. Jeg kan ikke få hænderne ned. Det er bare SÅ tiltrængt.

Hun forstår ikke, at jeg betragter barsel som et job. Og at jeg synes det er hårdt. Jeg vil jo mene at den generation lidt lider af demens, når det kommer til at huske tiden med små børn. De husker sjovt nok kun det gode. Og så var de mødre i en tid, hvor det bestemt ikke var ok at sige; ‘jeg er træt, udkørt og ved at blive skør – hvem kommer og tager mit barn lidt’?

Er det bare ønsketænkning at tiderne er en anden nu?