LORTEMOR.

Fra tid til anden bliver jeg spurgt om, hvorfor jeg hedder Lortemor. Hvad er nu det for noget? Jeg forsøger at svare, at det er noget med sarkasme og ironi. For det er jo måden det skal opfattes på.

Ingen ønsker vel at være en lortemor. Ikke sådan rigtigt, vel?

Men i går aftes læste jeg et indlæg. Et af slagsen der bider sig fast. I hvert fald hvis man selv er mor. Måske endda også hvis man ikke er.

Det er nok førstnævnte der vil læse det og forstå. Forstå den afmagt man kan føle. En utilstrækkelighed af enorme dimensioner.

Og sidstnævnte, som vil tænke ‘så rejs dig dog op, mand! Og tag dig sammen! Du har SELV valgt det her’!

Uanset hvilken man er, så er det altså hård most, at blive mindet om – hvordan et barn kan vende vrangen HELT ud på én. Og teste én. Og bringe følelser op i én, man ikke engang vidste man kunne føle.

Og for os, som er så ‘heldige’ at være to om ansvaret – vi bliver mindet om hvor rart det er, at have en makker. En der kan tage over når vi selv er knækket midt over på sofaen.

Og det er en sjælden ting, at alene-forældre kommer på banen. Og rent faktisk taler ud om, hvordan tæskene kun fordeles udover én person.

Læs indlægget her.