JEG ER IKKE DEPRIMERET, JEG ER BARE MOR.

Av det gør ondt. Det var lige dér. Ikke røre, kan du så la vær.

Det er Bamses sang, og den handler om at slå sig, og om at noget gør ondt.

I dag var jeg ude og gå en lang tur med en god veninde. Som så ofte før gik vi på Assistens. Kender efterhånden stedet, som var det min egen (lidt store) lejlighed.

Vi snakkede om det der Morskab. Om at blive mor. Om hvordan det føles og om tyngden. Den massive rygsæk man får på. Om hvordan fædre nok ikke får udleveret den samme størrelse rygsæk. En mindre én, måske, en der har lidt andre detaljer og funktioner – men ikke den samme. Og om hvordan tyngden kan virke enorm.

Vi snakkede også lidt om stress. Om hvordan jeg har det lige for tiden.

Jeg har det tungt.

Jeg kender alle signalerne, alle tegnene på hvornår min krop og min psyke har fået for meget – og jeg er helt udmattet. Mentalt. 2013 har været det vildeste år i mit liv. Jeg er blevet mor.

Jeg tager mig selv i, oftere og oftere, at blive decideret vred når folk nævner ordet ‘fødselsdepression’. Ja, jeg er stresset – og har også været det i perioder efter Alfred er kommet til. Og ja, jeg er også mere ked af det. Men jeg er blevet mor. MOR. Dét i sig selv er en fuldstændig vanvittig ting, og nej! Gu kan jeg da ej følge med. Ikke mentalt.

Jeg tager mig selv i dagligt, at være helt og aldeles overvældet over det lille liv vi har rendende. Hver eneste dag er en marathon i Hverdag med Barn. Hver eneste aften er jeg udkørt, fyldt op og klar til at sove 24 timer i træk. Og hver eneste morgen vågner jeg op, efter (ikke de 24 timer, desværre) natten, og er på underlig vis klar til endnu en dag. Det er sindssygt!

Hold nu KÆFT det er vildt at have et barn. Han er intet mindre end fantastisk. Det bedste der nogensinde er sket i mit liv. Jeg føler mig beriget på et plan, jeg aldrig har oplevet før. Tænk at man har fået lov til at sætte sådan en størrelse i verden.

Det jeg stresser over, udover alle mulige praktiske ting vi skal have styr på før jeg kan få det bedre, er Alfred.

Den evige frygt. Der må ikke ske ham noget. Der må ikke ske os noget. Så sent som i dag, da jeg kommer gående på vores vej, kan jeg mærke frygten for at der skal ske mig et eller andet. At vi bor i en fucking ghetto, hjælper selvfølgelig ikke på det, men kender I det ikke?

Man har lyst til at have et kæmpe blinkende skilt på sig, hvorpå der står JEG ER NOGENS MOR.

Så der ikke er nogen der gør en noget.

Stod det til mig, så skulle min kæreste eskorteres til og fra arbejde i sådan en hvid varevogn, med højtalere der siger JEG ER NOGENS FAR, PAS PÅ MIG OG KØR ORDENTLIGT! Angsten for, at nogen gør min lille familie noget, er enorm.

Det er derfor alt er så hårdt. Byrden, den kæmpe rygsæk – den er tung, unhandy og pisse træls. Og jeg mindes ikke at det stod i nogen som helst baby-bøger. At man aldrig bliver normal igen.

Jeg siger ikke at man ikke kan få en fødselsdepression. Jeg siger bare, at Morskab er fucking sindssygt. Og jeg vil gerne være typen der råber højt og skingert, at MAN BLIVER GAL AF AT FÅ BØRN. Og at det kunne være super, hvis man fik det af vide i graviditeten.

At man godt kan regne med en mental rygsæk af dimensioner. Og at man gerne må flæbe, og undre sig over, hvor man selv blev af midt i det hele.

Jeg er ikke deprimeret. Jeg er ikke (faretruende) stresset. Jeg er bare blevet mor. Og det gør ondt!