LIDT OM JULEN I FAMILIEN SYG.

Jeg havde virkelig håbet på, at vi ville skøjte lidt lettere henover al den sygdom der følger med en vuggestue-start.

Det gjorde vi så ikke.

Alfred startede 1. november, og han har allerede haft hånd, fod og mund-syge, 3-dages feber, bræk og skide-syge x3, feber, forkølelse, fået 4 nye tænder med tilhørende feber, lungebetændelse samt noget bronkitis-agtigt lort.

Det er cirka en måned han har været syg, og det er cirka en måned vi alle sammen har sovet dårligt.

Jeg har også været syg med influenzaen fra helvede, og hans far har også skrantet i et par dage. Vi har kørt på nogle pumper, som jo egentlig stoppede med at virke halvvejs gennem perioden. Af en eller anden årsag, så får man delt superkræfter ud når man får børn, hvilket er enormt heldigt. Ellers ville jeg være bukket under for længe siden.

Desværre er jeg også snart ved at bukke under. Den faste læser kan nok huske, at de seneste indlæg har handlet om stress og om at være udkørt. Og det er præcis hvad jeg er.

Der er desværre bare ikke tid til at være udkørt. Ikke når man har en syg dreng, der skal have en åndssvag maske på flere gange dagligt, så han kan trække vejret uden at få et hoste-anfald – som i øvrigt er så slemme, at han ofte kaster op. Og så er der lige Primcillinen, vi skal tvinge lokke i ham to gange dagligt.

Jeg krydser alt hvad jeg kan, for at vi snart er igennem det. Jeg ved jo godt at det ikke er usædvanligt, men det gør det bare ikke lettere at overskue. Netop som vi tror han er rask, så kommer feberen. Og så er det bare at vente på at finde ud hvad han nu har raget til sig.

Noget helt fantastisk er dog, at Alfred klarer det hele så godt. Han er stadig glad og leger og griner. Det er mest når aftenen falder på og om natten han er særligt mærket.

Derfor valgte vi så at blive på Fyn nogle ekstra dage, for der var lidt flere hænder og lidt flere legekammarater. Og altid kaffe på kanden.

Vi savner flere hænder i vores hverdag. Jeg gad virkelig godt at vores forældre var tættere på. Men der er store broer mellem os, og jeg synes det er svært i tider som disse.

Vi tog til Fyn juledag, og havde egentlig tænkt os at tage hjem dagen efter, men han fik høj feber, efter en uge med hoste og en hvæsen i luftvejene. Så vi tog til vagtlægen og fik hans diagnose. Og så ellers glædelig jul.

Julen gik dog rigtig godt, og Alfred holdt sig vågen helt til 21.30. Men det gør han nu også for tiden. Det er en ekstra gevinst til hans sygedage. Vi kan ikke få ham til at sove før mellem 20-21-tiden. Det er mega nederen, for vi får ikke vores aften-tid. Tiden som de fleste forældre vil skrive under på, som værende den mest nødvendige tid på dagen for at overleve at få børn.

Jeg ved godt at disse indlæg er én lang klagesang. Og at det måske er ret irriterende læsning. Men det er jo vores hverdag som den ser ud lige pt. Og jeg kan ikke rigtigt berette om festlige juledage og hjemmelavet konfekt.

Jeg håber dog at vi snart er omme på den anden side! Og at der bliver lidt mere overskud til bloggen. Har masser af hængepartier og masser på hjerte. Men nu har nogen lige lungebetændelse. Og tynd mave. Og så er jeg sulten. Og træt. Og vil lige lave mig en kop kaffe.