Min tegning er grim. Nej, den er ikke! Jo, det er den…

Et af mine forrige indlæg handlede om dårligt selvværd – og nu hvor jeg har haft tid til at dvæle lidt omkring det, er jeg nået til en slags konklusion.

Kan I huske i de små klasser, hvor man smed sin håndarbejds-krea-helvedes-papmaché-ting på gulvet og skreg at den var både grim og uduelig? Hvorefter fleretallet enstemmigt kvækkede ‘naaaarj, den er ikke’ hvorefter man slog koldt vand i blodet og arbejdede videre på tingen og i sidste ende kom ud af formningslokalet med et sært, men kærligt kreeret klenodie til ens mor?

Sådan havde jeg det lidt med det indlæg.

Jeg ved jo godt jeg ikke er dum. Jeg ved jo godt, at jeg ikke behøver en kæmpe lang uddannelse for at være klog i både egen og andres optik. Jeg er bare ikke sikker på at samfundet er enig.

Men tænker at jeg for én gangs skyld siger ‘fuck samfundet’ og vælger at gå min egen vej. Selvom det nok kommer til at kræve både blod, sved og tårer – så tror jeg måske det er det hele værd.

Jeg ved, at jeg aldrig før har været tilfreds med noget før nu. Det at jeg har bloggen her, har åbnet op for en følelse jeg ALDRIG før har haft. En tilfredstillelse omkring et stykke arbejde jeg laver. For lad os bare sige det som det er: bloggen er ikke længere en lille hobby jeg har for mig selv. Den er vokset til noget der er større.

Så jeg vil forsøge at se hvad skrivningen kan bringe mig af gode sager. Måske det ikke bliver et reelt arbejde, men jeg håber at jeg kan formå at komme udover mit eget domæne og måske skrive for andre? Måske arbejde lidt mere på det uoverskuelige bog-projekt.

…… og hvis jeg gør det, så håber jeg KRAFTEDEME at I har tænkt jer at købe den skide bog, nu hvor det er JER der siger jeg skal gøre det.

Og så ellers god aften til jer. I er kæmpe meget værdsat, folkens.