Juletræt!

Hvert evig eneste år når jeg nærmer mig julen, så kan jeg mærke trætheden presse sig på. Som om man kæmper sig gennem året og endelig kan ånde lettet op, når helligdagene sænker sig over landet.

Måske er det en gammel følelse, fra da jeg stod i butik – helligdagene var de eneste dage man kunne holde rigtigt fri.

I år handler det om, at vi har haft nogle hårde og vigtige måneder. Svenne har fået nyt job, som betyder at jeg er alene med Alfred hver eftermiddag og aften 4 dage om ugen. Det trækker tænder ud, kan jeg mærke! Hvis jeg helt og holdent KUN skal tage udgangspunkt i mig selv, så synes jeg det er hårdt. Set ud fra familiens, så er det en kæmpe gave.

Det ændrer dog ikke på, at jeg i morgen ånder lettet op – fordi han er færdig med at sende nu, og først starter op igen engang i januar. Der bliver masser af familie-tid, Svenne-tid og mor-tid. For jeg lægger ikke skjul på, at det er hårdt ikke at kunne komme ud om aftenen i hverdagene. At jeg er bundet fast til lejligheden i hverdagene. Det var jo præcis de dage jeg før kom ud, så jeg ikke skulle bruge weekenden på det. En enkelt øl på en cafe med en veninde… Åh, det savner jeg.

Og jeg savner et ekstra sæt hænder om aftenen. Det er svært at koge pasta, finde sutter, køre med tog, tisse, samle togene igen, finde forlagt legetøj og være overskudsagtig på én gang. Og det kræver Alfred faktisk hver eftermiddag og aften.

Hvorfor i alverden er mødre ikke udstyret med 8 arme og evnen til at være 6 steder på én gang? Noget er da virkelig gået galt under evolutionen?

Anyways, så har vi det godt. Vi er langt fra på plads derhjemme. Men vi ER hjemme. Sydhavnen er rar.