Travlt.

– med at leve mit liv, tror jeg.

For jeg glemmer at logge på Lortemor og skrive. Egentlig ikke fordi jeg lider af skrive-blokade eller mangel af lyst til at opdatere, men tiden stikker sgu af fra mig. Og heldigvis skyldes det ikke deprimerede dage eller hverdagens stress. Næh, har bare haft travlt med at leve omme på den anden side af den virtuelle verden.

Når DET så er sagt, så har jeg sgu ikke mere travlt, end at jeg nu vil gennemgå de seneste dage.

Alfred har haft travlt med at være sig selv: dominerende, træls, uretfærdig og umoden. Og naturligvis sød, kærlig, sjov, fantastisk og enormt genial.

Han er ikke en baby længere. Han taler, forstår, ignorerer ordrer eller irettesættelser – og så giver han os de ekstra prikker over alle vores i’er, at det er svært at ønske sig mere.

De seneste par uger har han sovet som en fucking maniac. Men ugerne op til, hvor han sov som var han en engel sendt fra søvn-guderne….. De gav os håb og drømme om en hverdag, præget af energi og overskud. Men sådan er børn nu engang. De forærer os en krukke med (søvn) guld og lader os være i troen om at NU begynder det at være nemt. Men så tager de krukken ud af hånden på os og smadrer den for øjnene af os.

Sådan er det.

I går var jeg i biografen med mig selv. Tillod mig at se Susanne Biers nye film ‘en chance til’ og på Instagram gik bølgerne om hvorvidt det er klogt at se sådan en film, når man er mor.

Og fucking ja. Det er det.

Da Alfred var 9 måneder var jeg alene inde og se Nils Malmros’ film om at miste et barn. Fordi hans kone i en psykose skar halsen over på deres 9 måneder gamle datter.

Og jeg sværger at det ikke er nemt at se sådan noget. Men jeg har det sådan, at jeg er nødt til at se min egen frygt i øjnene – fremfor at benægte at den er der. For den er der. Har skrevet om det før. Det absolut værste jeg ved, er tanken om at miste min familie.

Jeg kan KUN anbefale den film. For det den gør, udover at få en til at græde ret hurtigt: det er, at den giver en lyst til at kysse ekstra meget på de kære vi har. Og den giver en et perspektiv. Så man husker at den hverdag man har i dag, kan være helt anderledes imorgen.