En fase.

Jeg har altid elsket at have denne her blog – mit frirum, min overspringshandling og mit arkiv. Der har ikke været den ting, som jeg ikke har haft lyst til at skrive om herinde. Og når jeg tæller efter, så er det snart 4 års dagbog, der ligger herinde. Til fuld skue for alle der har lyst til at læse med.

Det er sjovt at blogge. At dele det man har lyst til, få respons og i det hele taget er det en skøn verden at begå sig i. Men den er også hård. Og grænseoverskridende. Især når nogle overskrider min helt private sfære. Når nogen vælger at poste anonyme kommentarer, der mere end bare spørgende vil høre om Svenne er sammen med en af sine kollegaer. Fordi de spiser frokost sammen på en cafe. Mere end bare en enkelt gang.

Så føler jeg at jeg godt kunne være det her foruden.

På det seneste har vi haft det ret svært, herhjemme. Næsten 3 år med graviditet, fødsel, sygdom, stress, store omvæltninger, små omvæltninger, ustabile forhold på boligfronten, dårlig økonomi og mangel på alt hvad der hed overskud og kærlighed til os selv og hinanden, har sat dybe spor. Alfred undtaget, naturligvis. Han har ikke manglet noget som helst. Han har fået alt, ligesom han skal. Og han har det godt.

Men det betaler vi så prisen for nu.

Jeg forstår godt hvorfor folk kaster håndklædet i ringen, går fra hinanden og dermed fravælger den kamp, det er at kæmpe for at holde hovederne ovenvande. Hvor forsvandt den kærlighed hen? Og hvis man kæmper videre, kommer den så tilbage, mon? Og ER det overhovedet nemmere at gå fra hinanden?

Vores forhold har været udsat for et enormt pres, og det er hårdt at sidde med minderne om et ellers ret så fantastisk kærlighedsforhold, der er blevet forvandlet til et forhold ingen rigtigt har lyst til at være i. Jeg har været enormt syg, ret længe endda, og jeg er slet ikke – og har slet ikke været, en person jeg brød mig synderligt meget om.

Jeg har været udstyret med en angst, en depression og en frygt som gjorde, at jeg har været den strengeste kæreste, ever. En sur og bitter kusse, der synes det var rædselsfuldt at være alene hjemme med Alfred. Svenne har ikke haft frihed til at gøre ret meget, uden at det blev mødt af sure miner og gråd. Fordi jeg sad i en eller anden forfærdelig mental tilstand, jeg ikke engang selv vidste hvad var.

Svenne har arbejdet på højtryk, både ude og hjemme. Været den bedste far, den bedste kollega og holdt os alle nogenlunde ovenpå. Men ingen af os har haft overskud til at give hinanden kærlighed og omsorg.

Noget der er forfærdeligt, synes jeg, er, at jeg har taget mig selv i at være jaloux på mit eget barn. Fordi det er ham der har høstet alt vores kærlighed. Der har ikke været mere tilbage til os selv.

Lige nu sidder vi i limbo.

Vi elsker vores hjem, vores familie og vores barn. Vi går ikke rundt og hader hinanden – tværtimod. Faktisk har vi en enorm kærlighed til hinanden. Til den familie vi har skabt.

Hvordan kommer man igennem sådan noget her? Sammen? Og kan man?

Jeg håber det sgu!