JUST THE TWO OF US..

Så er jeg netop hjemvendt efter en rar tur i Jylland. Der blev tanket op på venskabskontoen, søvnkontoen og mormor kontoen. Det sidste for Alfreds vedkommende, i hvert fald 🙂

Det er nye tider, for det ser ud til at Svenne har fået sig et nyt sted at bo lige om lidt. Jeg ved ikke om jeg skal grine eller græde, så min krop gør lidt begge dele. Egentlig er det jo overvejende positivt, da det absolut ikke kan anbefales at bo under samme tage så lang tid som vi har gjort – så det bliver godt for os voksne, at vi ikke længere skal bo sammen.

Jeg kommer til at sluge en del kameler over det næste lange stykke tid, tænker jeg. En lille del af mig frygter, at jeg langt fra har overstået det værste, rent følelsesmæssigt. Det bliver ikke nemt for mig at se, hvordan nogen bare er helt klar til at komme videre ud i systemet og bygge et nyt liv op, uden mig. Men det er sådan det er, og nu skal jeg så forsøge at gøre det samme.

Jeg planlægger små ting oppe i mit hoved, ting som jeg vil gøre og lave – ting som uden tvivl også vil være gode for mig! Jeg vil så gerne invitere de bedste damer jeg kender over til middage, arbejdsdage med malerpensler og vin – jeg glæder mig til at indrette lejligheden præcis som jeg gerne vil have den – og så glæder jeg mig til jeg en dag bliver helt vildt glad igen.

Først og fremmest skal jeg have alt det økonomiske på plads – det bliver en stor kamel. Jeg skal have undersøgt om jeg må leje et værelse ud for andelsforeningen. Jeg skal finde ud af HVEM jeg kunne forestille mig at leje et værelse ud til – og så skal jeg samle på gode oplevelser.

Hvis jeg har lært én ting de sidste par år, så er det at jeg lynhurtigt kan ryge ned i et sort hul, rent mentalt – men jeg har til gengæld også oplevet, at der skal forholdsvis lidt til, før jeg er okay igen.

Jeg har selvfølgelig en masse bekymringer. Langt de fleste handler om Alfred, men jeg bliver nødt til bare at stole på, at Svenne og jeg finder på løsninger og måder hvorpå vores søn kommer til at have det lige så godt som han har nu. Vi er velsignede, er vi. For når vi har fået lidt plads hver især, så tror jeg på at vores samarbejde kommer til at fungere rigtig godt. Men jeg frygter stadig fremtiden. Og det er nok meget normalt, ikke?