What a wonderful world!

Det har været nogle sære, sære dage. Har presset mig selv til det yderste, fordi det har været nødvendigt – det tærer enormt – men jeg gør det gerne, fordi fremtidsudsigterne er noget der tages hånd om.

I går fik jeg en kommentar ind, med et link til en debat der åbenbart har ligget online siden maj måned. En offentlig debat om mig. Og den er faktisk startet i god tro, fordi der har hersket tvivl om hvorvidt jeg nu også tog mig godt nok af Alfred. Jvf mange af de indlæg jeg har skrevet om angst og stress.

Og ligesom underretningerne i sin tid ikke kom bag på mig – så kom det heller ikke bag på mig, at nogen startede en tråd om mig og alt det der. Folk må gøre hvad der passer dem, i min optik. Men jeg forstår det nu stadig ikke.

Jeg læste de første par indlæg i debatten. Og så stoppede jeg op. Kort. For at overveje om jeg nu egentlig også havde lyst til at læse videre. For jeg kunne se, at der var 15 sider. Og at de strakte sig fra maj og indtil nu. Men man kan ikke undgå at være lidt nysgerrig – og ærligt talt så er det altså også meget rart at have en føling med hvad der foregår, når nu man er blevet et emne i et debatforum. Det var hård, hård læsning.

Mange bakkede mig op. Og mente at det var forkasteligt at sidde og snakke om folk man ikke kender, på dén måde. Egentlig er jeg på nuværende tidspunkt bedøvende ligeglad med alt hvad der hedder underretninger og tvivl omkring Alfreds trivsel. Trust me – det har vi styr på. Det, der til gengæld er enormt ubehageligt er, at debatten fortsætter.

En debat, hvor folk der ikke kender mig – de sidder og debatterer alt fra min personlige hygiejne, mit uansvarlige forbrug af mænd (altså come ON) og fremstiller mig som én, der bare inviterer den ene mand efter den anden ind i min seng, mens Alfred ligger og sover ved siden af. Hånden på hjertet. Det er så langt fra sandheden. Så nåede jeg til den del, hvor jeg bliver kaldt for en tigger, der bare skal tage sig sammen og finde mig et rigtigt arbejde. Den vælger jeg at springe over, simpelthen fordi, at det ikke nytter noget at blive ved med at forsvare, at jeg valgte en alternativ løsning når det kom til at løse et økonomisk problem. At folk så påstår, at jeg er efterfølgende løb grinene ned i banken, det ved ingen noget som helst om. Men jeg kan hilse at sige, at jeg sjældent løber. Og det har aldrig været op i banken.

Nej, tror faktisk at noget af det der rørte mig mest, var en bruger der skrev, at hun på ingen måde troede på mig når jeg viste fund fra storskrald eller fund fra den lokale genbrug. Og DÈT pisser mig af! Af alt det folk kan sige om mig og min person – selvom de ikke kender mig – så er ‘løgner’ det sidste jeg gider at blive kaldt.

Fordi hun selv bor i Sydhavnen, og ALDRIG har fundet noget godt i sin gård – eller i andres, for dén sags skyld – så er jeg en løgner. Og fordi hun ikke selv har fundet gode ting i den lokale genner, så er jeg en løgner. Andre nævner også, at man på mine billeder kan se en stor og fed Verner Panton lampe. Og at jeg derfor ikke kan forsvare at have et økonomisk problem, når jeg omgiver mig med ting og sager, der er pæne.

Lad mig fortælle jer om min Verner Panton lampe! Da jeg var 20, der faldt jeg over et par originale Flowerpots i orange i en genbrugsbutik i Silkeborg. Men min drøm var altid at eje en Pantella-lampe. Så gennem DBA eller Trendsales (kan faktisk ikke huske det) der byttede jeg mig til Pantellaen – og hun fik to Flowerpots i bytte. Efterfølgende har jeg sat den i stand. Den har flyttet 5 gange mens jeg har ejet den – og den er totalt smadret. Ergo har den absolut ingen værdi.

Der bliver også skrevet om en kommode jeg fandt i genneren her i Sydhavnen. Og som åbenbart er så godt et fund, at det ikke er realistisk. Men det sker. Og det er altså ikke for sjov at jeg besøger den butik med jævne mellemrum. For jeg fandt faktisk en Pantella mere dernede, der blev fragtet hjem i Alfreds klapvogn. Ikke fordi jeg havde brug for to – men fordi det var et projekt jeg kendte i forvejen. Og den venter på at blive sat i stand, og solgt. Ville ønske at man kunne få medicin i håndkøb, mod ondt i røven. Det ville simpelthen gøre verden til et smukkere sted!

Så lige nu, der sidder jeg med en følelse, hvor jeg skal redegøre for alt hvad jeg ejer. Skal jeg sælge mit skrivebord? Nej – for mit pæne skrivebord er købt i Thy til 125 kr – så naturligvis sælger jeg det ikke. Skal jeg sælge min sofa? Min Wegner Daybed, der er så fyldt med pletter, og i øvrigt har så mange mærkbare fjedre, at den er usælgelig. Nej! For folk ser bare: Verner Panton! Wegner! Teaktræ!  Hun lever over evne! Nej, jeg er bare heldig. Og i øvrigt dygtig til at finde ting, der koster væsentligt mindre, end alle de Kählervaser og mærkelige ting i keramik som andre elsker så højt. Shame on me – men at kalde mig for en løgner, det er alligevel over grænsen. Det er okay at man ikke kan lide mig, men jeg spøger ikke med genbrug og teaktræ. Og sådn´er dét.

Man kan faktisk godt bo pænt, selvom man er fattig.

Man kan se tråden her.  Vigtigst for mig er, at bashingen ikke fortsætter. For ingen har fortjent at være et emne på et forum på den måde. Intet ondt mod trådstarteren. Men jeg synes at udviklingen er uhyggelig. Jeg deler gerne et glas vin med dem, der læser alle 15 sider igennem. Nu står den på Disney Sjov og hygge her. Hvor vi heldigvis har lys. Fordi min ‘pisse dyre’ Verner Panton lampe stadig virker.

Og på mandag, der skal jeg til samtale på et job, der passer mega godt til mig. Og forhåbentlig ender det godt. Sådan så at dem der også har skrevet i tråden, at jeg fucking bare skulle tage mig sammen og få mig et rigtigt arbejde – never, NEVER judge anyone, hvis sko man ikke har prøvet på. Få ved hvad jeg har haft af udfordringer de sidste 5 år. Slut med at forsvare mig selv.