Tilløb

Først og fremmest vil jeg sige, at mine seneste indlæg ikke handlede om de forbistrede click-baits eller et forsøg på at pynte lidt ekstra på sandheden. Jeg skriver ikke på bloggen for at få flere likes eller flere læsere. Det er min sandhed, og den er helt reel og ægte.

Jeg prøver stadig at finde ud af hvad jeg skal bruge bloggen til – og hver gang jeg gør, så når jeg tilbage til udgangspunktet: at dele, så man ikke føler sig alene.

Jeg passer ikke ind i det glitrende blog-univers, hvor jeg udgiver indlæg om nyeste indkøb, madplaner eller hvordan jeg skal indrette min bolig efter de nyeste tendenser. Jeg har prøvet, men skoen passer bare ikke. Der findes mange andre som er enormt dygtige til de ting, og heldigvis er der plads til det hele.

Grunden til at jeg ikke har skrevet i lang tid er, at jeg ikke er sikker på om der er plads til mig. For jeg ved, at hvis jeg lukker op for sandheden, så er det ikke rar læsning. Men jeg kan trods alt forsøge at gøre det i mængder der ikke er for meget.

Tror de fleste af jer kender udtrykket ’når bægret flyder over’. Det kan det gøre på forskellige måder. Det kan være arbejde, familieliv, livet generelt – og så kan det være sorg, stress, uro, bekymringer og så videre.

Mit bæger er for længst blevet overhældt med alverdens væsker – og det jeg i virkeligheden har brug for er, at have nogen at holde i hånden. Også selvom det er virtuelt. Jeg ved, at der kun er én vej nu – og det er fremad. Jeg har lovet mig selv, at de sidste par uger de skulle være det absolutte low point. Der er ikke mere at tage af, andet end sølle rester. Efter resterne.

Det kan muligvis være, at nogle sidder derude på den anden side og tænker ’Aj, nu må hun sgu lige stoppe, så galt kan det heller ikke være’. Men her er jeg så heldig, at jeg har mennesker som tror på mig. Det er ikke mange jeg har tilbage, men dem der stadig står oprejst sammen med mig i dag, dem er jeg så taknemmelig over. For jo, det passer.

Men jeg har også brug for jer. Så spørgsmålet er, om I hænger på, når jeg tager de der små og spæde skridt mod en oprejsning der må og skal kunne lykkes?

I går tog jeg til mit allerførste møde. Jeg har haft mange, mange møder de sidste par måneder. Under tvang. Men i går var noget ganske andet. Det var helt frivilligt, og det er det bedste jeg har gjort for mig selv i mange, mange år. Glem alt om spa ophold og charter, det her var en forløsning jeg aldrig har oplevet før.

Foreningen beskæftiger sig med det at have levet, været og opvokset i en eller anden form for dysfunktionel familie. Og sammen hjælper man hinanden med ikke at føle sig alene.

Jeg følte mig så velkommen og tilpas hele vejen igennem, og det er en lettelse, når man tænker på, at jeg slet ikke turde tage af sted. Overhovedet.

Tilbage til i dag, hvor jeg sidder med en ny ro, og en ny følelse af, at det kun kan gå fremad nu. Jeg har ikke mere at miste. Og jeg ville ønske, at jeg havde taget hul på traumer og alt det der for mange år siden, men jeg tror også på, at man skal være klar. Ellers gør man det ikke helhjertet. Det har taget mig mange, mange år at forstå at jeg ikke har haft værktøjerne i orden. Jeg har altid vidst, at jeg har et følsomt sind. Jeg har altid vidst, at jeg er sådan en der tager andre menneskers ting på mine skuldre. Og jeg har været enormt ihærdig til at give gode råd. Jeg har bare ikke efterlevet dem selv.

I går lærte jeg at lytte. Og jeg lærte, at jeg befandt mig et sted, hvor man godt måtte sige PRÆCIS hvordan man havde det, uden at komme med en forklaring eller en undskyldning om hvorfor jeg havde det sådan. Og der kom heller ingen råd min vej. Følelserne jeg havde, som der blev sat ord på, de kom ud i rummet, og fik egentlig bare lov til at flyve ud ad vinduet. For der var ingen der sagde noget om, at så skulle jeg bare løbe en tur eller spise lidt sundere. Næh, der blev bare sagt tak. Som i tak fordi jeg delte.

Jeg gik derfra, lettet som ind i helvede. Men også med en rigtig ærgerlig følelse af, at jeg skulle have gjort det for lang tid siden. Mens jeg stadig havde noget at tabe. For ærligt talt, så er jeg rimelig afskrællet. Jeg kan ikke arbejde. Jeg kan ikke holde ud at være i mig selv, fordi jeg føler jeg mangler en helt essentiel del af mig selv = mit barn. Og omvendt ved jeg, at han også mangler mig, hvilket bestemt ikke gør det bedre. Men alt det er noget der arbejdes på, og jeg ved at det nok skal lykkes, at han får alt det bedste fra os alle. At han ikke kommer til at mangle nogen af dem han holder af. Det er det vigtigste for mig.

Jeg har ikke længere angst på samme måde. Jeg har kun uro. Men uroen kan også være en værre form for larm. Men jeg har efterhånden lært at leve med den, fordi jeg ved den kommer når der er for meget at se til. Og jeg ved nu, at jeg kun skal se fremad, og at jeg kan håbe på at få ro til at gøre det.

De sidste mange uger har jeg valgt mine kampe. Eller nærmere sagt: lagt min energi i det der er vigtigt. Som f.eks at få min boligsituation på plads. Det har været hårdt. For hvordan vælger man sine kampe, når der er nok at tage fat i? Det gør man, når man tænker over, hvad det er der holder én mest vågen om natten. Det er sten-sikkert, at ingen vil tro på, at jeg primært har levet af nudler, agurk og vand fra hanen i alt for lang tid. Man kan se det på mit taljemål og mine lår, men man kan også se det på min bankkonto. Ordet ’rådighedsbeløb’ er ikke noget der har været en del af mit liv i lang tid. Til gengæld har Alfred aldrig manglet noget. Hverken kærlighed, mad, tøj eller oplevelser.

Mit håb er, at jeg når til det punkt, hvor postkassen ikke er noget jeg frygter, men noget jeg ser som en naturlig del af livet. Fremfor et uhyre, der minder mig om alt det jeg har kæmpet for at få styr på, men bare ikke har fået lov. Fordi livet kom i vejen.

Dette her er et indlæg hvor jeg stille spørger, om I vil joine mig fremadrettet. For så har jeg en helvedes masse på hjerte, som jeg gerne vil dele med jer på vejen. Mod noget der endnu er uvist.

Som jeg har skrevet i de tidligere indlæg, så er det ikke sikkert at jeg udgiver kommentarer. Det kommer an på om de omhandler andre mennesker end mig. Man er altid velkommen til at sende mig en mail eller en sms. Jeg læser det hele.

Begge dele kan findes under info øverst på siden. Bidrag er altid velkomne også, men jeg er glad for at folk bare læser med <3