I hear the train a comin’ – På tur med DSB.

Reklame for DSB.

I hear the train a comin’
It’s rollin’ ’round the bend,
And I ain’t seen the sunshine
Since, I don’t know when
I’m stuck in Folsom Prison
And time keeps draggin’ on
But that train keeps a-rollin.

On down to San Antone.

– JR Cash.

Johnny Cash fik på en eller anden måde sat ord på, hvordan tog passer perfekt ind i en metafor om hvordan livet kan rulle afsted for andre, mens man selv sidder fast bag tremmer.

Tog har været en vigtig del af min “helbredelse” når det kommer til min angst. At, selvom tanken, om en lang tog-tur kunne få mit hjerte til at banke derudaf, så får jeg altid en følelse af tryghed og hvilepuls, fordi jeg for en stund kan overlade praktikken til noget andet. Jeg bliver bragt fra A til B – uden at lave andet end at sidde.

Kan huske første gang jeg skulle tage turen til stationen, hvor min daværende kæreste bor.

Han sagde “Trine, husk at sætte dig i højre side. Turen op langs kysten er virkelig smuk”. Han havde helt ret.

Det samme gælder for mange af de strækninger jeg benytter mig af i s-togene.

Jeg er nok ikke den normale tog-rejsende. For det er sjældent jeg læser en bog eller har min telefon fremme. I stedet bruger jeg transporttiden på at se naturen flyve forbi i vinduet. Jeg kan ikke lide at køre baglæns, og jeg vil helst sidde ved vinduet. Jeg behøver ikke at sidde skærmet fra de andre mennesker, så længe der ikke er for meget larm.

Derfor er jeg også glad for, at s-togene har stillezoner. Så skal jeg ikke høre på telefonsamtaler, eller være ufrivillig lytter, til de passagerer der glædeligt hører orientalsk musik, selvom de har glemt deres headset.

Til gengæld finder jeg det ofte interessant, at man i en togvogn kan være vidne til lidt af hvert. Det hænder, at togføren i s-togene i København benytter højttalerne til andet end basale informationer. Nogle gange hilser de også og ønsker alle en kæmpe god dag. Sådan noget synes jeg er ret fantastisk. Det viser et overskud og en kærlighed til socialt nærvær – noget af det os danskere ofte har lidt svært ved. Vi vil helst ikke sidde ved siden af nogen. Vi gør det, men vi taler sjældent sammen.

På mine ture, har jeg, alt efter humør, ofte talt med andre mennesker. Og det er i toget jeg har lært, at min frygt for alt muligt blev gjort til skamme. Jeg kunne ligge søvnløs ved tanken om, at der ikke ville være nogen til at hjælpe mig ind og ud med en barnevogn, der var proppet til bristepunktet. Eller at der ville være folk der brokkede sig over, hvis mit barn græd eller bare besluttede sig for at bryde ud i en spontan Hr. Skæg sang. Men nej – har oplevet den største hjælpsomhed, overbærenhed og smil på læben når Alfred har kørt i tog. For når man ser det fra hans side, så er tog det fedeste længe – og han ser sine medpassagerer som sit publikum. Ikke nogle han skal genere – nærmere nogen han skal underholde.

Den naive og dejlige tilgang har virkelig hjulpet mig mange gange, når jeg har været for svag til at rumme tanken om en længere tur mod en bestemt destination. Sommetider kan det godt betale sig at gå ned i børnehøjde.

Jeg testede ham en dag. Vi kørte i s-toget, og der var plads i stillezonen. Der fik vi testet Alfreds skills når det kommer til tegnsprog. Og uden lyd, der underholdte han samtlige passagerer, der alle fik lagt deres smartphones ned, og i stedet kiggede på mit barn, mens han på vaske-ægte tegnsprog fortalte at han godt kunne lide slik, og også gerne meget af det. Og om, hvor meget han elskede at lege. Og hvor meget han elskede mig.

Jeg havde Alfred med på tur forleden, fordi vi havde fået tildelt en bestemt destination. Vi skulle tage s-toget fra Sjælør til Solrød Strand. Og der skulle vi finde Trylleskoven. Vi nåede dog ikke så langt, for tiden var knap, og hvis vi skulle have noget kvalitetstid sammen, så var stranden et oplagt sted at gøre det.

Vi kunne sagtens have nået det andet, og det gør vi klart også en anden gang. Men lige dén dag, der var jeg bare glad for at vi blev bragt til et sted, jeg ikke vidste fandtes. Og jeg har ikke set en strand pænere end dér. Mindre end 20 minutter væk fra mit hjem. Der var vindstille, lunt og roligt. Og vi stak tæerne i vandet en kort stund, og ellers samlede vi alt hvad der samles kan i vandkanten. Vi rørte ved brandmænd og samlede skaller.

Jeg havde ikke lyst til at tage hjem igen.

Men vi kom tilbage med s-toget, og Alfred blev genforenet med sin far.

Og i går tog jeg samme tur igen. Og denne gang nåede jeg frem til Trylleskoven. Igen, en kort tur på knapt tyve minutter – og jeg fandt både skov og strand. Og en indre ro. Jeg kommer til at tage denne her tur igen og igen. For s-toget sørger for, at jeg når både frem og tilbage. Og i mellemtiden kan jeg arbejde på den der hvilepuls.

Denne gang tog jeg min cykel med (som man kan gøre uden yderligere betaling) Det viste sig dog, at det slet ikke var lovligt at tage jernhesten med ind i skoven, så Troels og cyklen, måtte vente på at jeg kom tilbage igen.

Er det bare mig, eller er Troels Kløvedahl en kæmpe hunk på det her cover?

Det var ikke fordi at der var langt til destinationen på gåben, men jeg elsker at køre på min cykel. Især i skoven. Så jeg ved nu, at jeg skal ind ad en anden indgang når jeg rammer Solrød igen.

Jeg har boet i København i sådan cirka 10 år. Og S-togene har altid været mit favorit-transportmiddel. Jeg kan se igennem det faktum, at der ikke findes toiletter i togene fordi jeg ved, at hvis de manglende knibeøvelser pludselig viser deres grimme, grimme ansigt, så kan man stå af og lave spejderen i første og nærmeste buskads. Jeg har aldrig kørt bil, og selvom jeg godt kan lide at kæmpe med min sølvfarvede jernhest, så er jeg altså fan af den røde transport.

Mange af jer ved, at jeg har stiftet bekendtskab med angst og frygt for at være ude i offentlig trafik eller transport. Men når det kommer til s-tog, så er jeg faktisk rimeligt okay med det. Især fordi at der findes stille-vogne, hvor der er skilte der viser, at man ikke må tage sine trommer med. I disse vogne, der kan man lyn hurtigt se, at dem der sætter sig dér, det er folk der ønsker at rejse i stilhed.

Jeg har aldrig min telefon oppe når jeg kører i tog – det er fordi, at min angst gerne vil have overhånden. Så normalt ville jeg have solbriller på, høre musik eller læse i et eller andet. Men jeg kører altid uden alle delene.

Livet der suser forbi gennem vinduerne, er nok underholdning for mig.

Og når der både er tid til reflektion, leg og hygge mod en destination, så vil jeg på det kraftigste opfordre til at man tager hinanden i hænderne og undersøger alle de muligheder for destinationer man kan ramme ved hjælp af et s-tog. Om det er kæresten, veninden eller familien man tager med er dybest set ligegyldigt – men dog skal jeg kort lige fortælle om et ret fedt arrangement der foregår i efterårsferien. Dette er nok mest til børnefamilierne, eller andre pandekageglade mennesker.

Onsdag d. 17. oktober fra 9-13 er der Rasmus Klump Event på stationerne i Lyngby, Valby og København H.

Eventyret starter med at børnene får udleveret et Eventyrpas. Her er der en masse spændende opgaver de kan løse på togturen.

På Valby Station kan man stifte bekendtskab med en ikke helt menneskelig udgave af Pelle. Men han har et næb, som Rasmus Klump nyder godt af, når han står og mangler et værktøj. Men hvad gemmer der sig i Pelles næb? Det er dét, man kan finde ud af, og så er det bare med at få skrevet det ned i passet.

På Lyngby Station invitereres der til Rasmus Klump film visning samt kort og brætspil.

På Hovedbanegården handler det om pandekager! Sammen med Rasmus Klump får man en lille pande med en pandekage, der skal vendes i luften. Når du har vendt din pandekage, får du et diplom og du kan få lov til at spise pandekagen. 

Husk, at man altid kan tage 2 børn under 12 år med. Uden beregnelse, udover din normale billet. Læs mere om S-jagten på DSB’s side.