MORSKAB – er det virkelig så hårdt?

Har lige læst det fineste indlæg hos Den Smukke Nybagte Mor.

Det er nærmest et forsvar, og jeg elsker den måde Emilie får svaret tilbage på de, garanteret, vanvittige kommentarer man kan få fra folk der sidder ude i cyber med hævede pegefingre.

At Emilie lige er blevet mor er ingen hemmelighed. At man også (over)lever på ren lykke og en pæn portion adrenalin i ugerne efter, er heller ingen hemmelighed.

Jeg kan kun gisne om, hvordan tonen har været i kommentarer eller bemærkninger til hende. For hvorDAN kan hun dog være så overskudsagtig? HvorDAN kan hun dog BLOGGE? Og så HVER DAG? Og gå UD?? Og være til damefrisør, gå ture med barnevognen? Se så godt ud?

Altså, nu skal I høre. Emilie er jo lidt typen, som ville se fantastisk godt ud med selv de største poser under øjnene, i udslidt nattøj og med 9 måneders udgroning. Men hvis man har læst med hos Emilie INDEN hun fik et barn, så vil ingen undre sig over, at Emilie har beholdt sit positive sind, efter ankomsten af den lille. Og at hun nok ikke ville være typen der spærrede sig inde i sin lejlighed og bare stille og roligt lod sig selv nedbryde af motherhood’et. Næh.

Der er simpelthen så stor forskel på, hvordan vi hver især reagerer på at føde et barn. Her henviser jeg i øvrigt også til en af de kommentarer, hvori det fremgår – at man nok også har det en hel del lettere efter et kejsersnit, end efter en vaginal fødsel. (en lidt fræk kommentar, synes jeg – her vi lidt ude i det der med at man kun føder ‘rigtigt’ via missen, og at Emilie derfor er sluppet ‘billigt’.

Jeg tror nu, at hverken det ene eller det andet ville ændre på, at et positivt menneske, som har haft en så dejlig og positiv indstilling under hele graviditeten, også klarer den første udmattende tid en del bedre, end f.eks yours truly.

Det er helt utroligt, at jeg ikke har fået en eneste dum bemærkning omkring min pessimistiske tilgang til hele det her baby-vanvid. Men at Emilie skal punkes, for at være for overskudsagtig eller for glad? Er vi simpelthen der, hvor vi ikke kan rumme hinandens glæde længere? Siden hvornår er vi begyndt på sådan noget?

Er det sådan noget med, at andre helst skal synes noget er hårdt, bare fordi vi var mange som selv fik det på den måde?

Nu kan jeg selvfølgelig også se i kommentarfeltet på indlægget, at rigtigt mange mennesker er på Emilies side. Og det glæder mig. I stedet for at være typerne der elsker forudse hvilken forfærdelig skæbne der venter hende liiiiiiiige rundt om hjørnet. Hun begynder helt sikkert snart at græde, brystbetændelsen er just waiting to happen og, og, og.

Jeg prøver virkelig på, ikke at smitte andre med min egen pessimisme. Bare fordi jeg selv synes noget er hårdt, eller fordi jeg har et barn der er ældre end andres, og VED at der er tider hvor man er nedbrudt, så er det altså ikke noget der skal kastes i hovedet på en gravid eller en nybagt mor. Det er simpelthen for unfair.

Jeg elsker at jeg herinde har skabt et rum, for ligesindede – dem der ikke synes at morskabet altid er en dans på roser. Men jeg elsker også at jeg kan gå andre steder hen, hvor der hersker positivitet og optimisme. Det gør der bl.a hos Emilie, og jeg kan på det kraftigste anbefale at kigge derind for tiden. Det er et skønt sted at læse med. Især for pessimister!