NÅR MAN FÅR ET BARN, FÅR MAN OGSÅ ET SÆT VIRKELIG STORE KLUNKER.

Jamen det passer!

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det er mit job at passe på Alfred. At tage mig af ham, og forsvare ham, om det så er med mit eget liv som indsats.

Og det med at få nosser, der gør én i stand til at forsvare sine børn – også selvom man ikke er så god til at forsvare sig selv – kan I få et eksempel på her.

Vi er lige ude at køre i s-tog. På et rigtig skidt tidspunkt, det indrømmer jeg gerne. Men som habil tog -og metro bruger, så ved jeg hvordan det skal gøres. Hurtigt og effektiv parkering af baby-øsen og så en masse tålmodighed. En MASSE.

Og i dag sker der det, at en mand, der IKKE er så habil, vælger at tage toget med sin cykel.

Og de, der dagligt færdes i København ved, at det er pænt stressende at få sin cykel ind og ud. De kan filtre sig ind i hinanden, som var det en pose fuld af bøjler – godt rystet sammen.

Ikke noget denne mand kunne mestre. Hverken i vognen eller oppe i sit hoved. Så han begynder at kaste med sin cykel – bogstaveligt talt – Og rammer alle andre cykler, passagere og en barnevogn. Lortemors barnevogn. Og ud af min mund, på klingende jysk, lød det:

‘NU SLAPPER DU FANDME AF. HEEEEELT AF!!’ taler meget jysk når jeg er vred.

Han blev totalt chokeret over, at han røg så meget op i det røde felt. Men det er jeg sgu skide ligeglad med. Tænk, at man ikke kan bevare roen, men bare flipper max ud.

Havde jeg bare været mig, uden min førstefødte i vognen (og endda sovende, I ved. Ingen skal vække vores unger når de sover!!) så havde jeg ikke sagt noget. Det havde jeg ikke turdet.

Men et eller andet er der sket med mig. Jeg er slet, slet ikke i tvivl om, at det er MIG der skal være Alfreds stemme, når han bliver udsat for ting, der potentielt kan være til fare for ham.

Ja. Havde sgu tævet ham der, hvis han havde prøvet på noget.

Jeg har større nosser end han har, er jeg sikker på.