Gæsteblogger!

Om bekymringer og forfængelighedsfald

Måske man også skal sætte en post-it i panden på sig selv, så når man (endelig) er på toilet (selv), og kigger sig i spejlet, så kan man lige blive mindet om, at de mødre man ser på cafeerne, og de fine billeder man savler over på Instagram måske indimellem – bare nogle gange – ikke altid illustrerer virkeligheden.

I hvert fald ikke den konstante virkelighed. Deres børn savler vel også, de mødre er gudhjælpende (forhåbentlig?!) også blevet overgylpet og de kan for fanden da ikke hele tiden have farvekoordineret tøj på! Barnet altså. Mødrene ser jo udadtil altid fucking godt ud, der på Stabucks, og i min Instragram feed – og så endda i u(retfærdigt)overskueligt velsiddende tøj, der dækker en krop, som jeg fandeme ikke håber på har født for nylig. Hun må have adopteret! Helt sikkert!

– Er jeg forresten den eneste, der indimellem forsøger at bedømme alderen på barnet, bare for at retfærdiggøre at jeg ikke selv er kommet i form endnu? Hun har bare at have den OBLIGATORISKE topmave, hvis yngel er under et år. Basta.
… Alt det kunne sgu nok ikke stå på en enkelt post-it, men måske bare et kort resumé. Spejlvendt. Så er man rigtig smart.

Tænk hvis det at få et barn bare var een lang lykkefølelse. Søvnfrarøvelse, post-fødselskrop og rutinetilvænning var da at forvente, når man fik sådan en lille en. Det har man jo læst, og ikke mindst hørt om. Sidstnævnte fra de kloge andre mødre. Et aspekt, som jeg dog ikke havde forventet var den evige bekymring.

Denne bekymring er jeg kun blevet advaret om i form af at man ”bare skal vente, til det var ens egen tur, til at sidde og vente på teenagedatteren, som ikke kom hjem, på trods af klar aftale om at det hed sig senest kl. 23”, men der var da ingen, der har nævnt den evigt tilstedeværende uro og ikke mindst – måske allerværst – ens egen tendens til at sammenligne allerede fra day one.

Selvom jeg er førstegangsmor har jeg rigeligt med sammenligningsgrundlag, efter at have gået min daglige gang i en vuggestue i over fire år, jeg har, som alle andre danskere, adgang til internettet: blogs, IG, Facebook ect., hvor jeg kan se og læse om de andres børn, som på helt unfair vis naturligvis bliver sat op imod mit eget. På godt og ondt. Især ondt… Ej, næsten kun ondt faktisk.

Nu, med et lille barn i favnen – med MIT ansvar i favnen – var det nu MIN opgave, at dette barn ”lykkedes”. Og alt, der ikke gik helt alderssvarende reflekterede tilbage på mig. Hun burde løfte hovedet nu? Jeg træner ikke nok nakke! Hun burde kunne sove i en stillestående barnevogn! Jeg har nok kørt for meget med hende! Hun spiser ikke nok mad. Jeg har presset hende for meget. Hvorfor går hun ikke endnu? Ja, jeg har da læst på netsundhedsplejersken, at hende den kloge Helen skriver, at nogle børn først går, når de er 18 måneder, men Villads, Frederikkes dreng gik jo, da han var 8 måneder, og jeg selv var også ret fremmelig, og burde sådanne fremmeligheder ikke ligge i generne?

Det er jo total irrationelt, det ved man da også godt. Det er selvfølgelig ikke min skyld, eller barnets for satan, og måske skal man mærke på sit barn hvor det er i dets udvikling – og overveje: hvor er overskuddet lige? Hvis nætterne er af helvedes til, du har max. fået 2 timers sammenhængende søvn, fordi du har ageret Arla den halve nat, så er det måske ikke den forestående formiddag, at du skal øve sov-selv-uden-rok-i-barnevognen med yngel. Så nok hellere bare køre barnet de 15 min. det tager, og så gå ind og kast dig selv ned i dobbeltsengen med både tøj og sko på og mon ikke de alle når det hele, på et eller andet tidspunkt? Ellers er kalenderen vel tom de næste 11 måneder?

Jeg kan sgu da ikke være den eneste, der har været nødsaget til at rende i H&M, fordi baby oversked sit tøj, da vi endelig havde vovet os ud i (den virkelige) verden, hvor min facade, som moderne overskudsmor totalkrakellerede, da der mod forventning altså ikke fulgte hverken brugsvejledning, pakke-pusletaske-vejledning eller navneskilt, ved yngels ankomst til verden! Se, det er der sgu aldrig nogen der lægger på nettet: et billede, hvor man febrilsk forsøger at vaske sin lille pige i håndvasken, på toilettet i Magasins ammelounge #huskskiftetøjenandengangidiot.

Og så til de de kloge mødre. Kan vi ikke lave et afsnit i Janteloven (som man jo så alligevel ikke lytter til, men sådan ligesom at få det på skrift – gerne med straf ved overtrædelse). Det burde være total illegalt og fy at sige noget ala.:
”årh, vent du bare…” (”det bliver værre”, ”du bliver klogere”)
”årh, er du sikker på det ikke BARE er…” og
”selvom det er hårdt nu, så husk at NYDE (nyd nyd nyd nyd NYD NYD NYD), det er en tid, der aldrig kommer tilbage” – det er sjovt du siger det, for der er nogle gange perioder, som jeg A L D R I G håber kommer tilbage!

Fra ideen om (wannabe-)speltmor, der skulle bage alt, stå og lave mos fra bunden, der aldrig ville sætte sit barn på under 1 år foran fjerneren, der kun ville købe trælegetøj eller naturgummi, og som bestemt ikke skulle være skyld i dårlige vaner, til en mor, der nu begynder at slappe lidt af. Tiltrængt.

Jeg er færdig med at stræbe efter min idé om hvad der udadtil og i ideen er en perfekt mor. Jeg er bare færdig med at stræbe. Jeg vil være. Være mor, og om det så betyder at jeg indimellem ser tilbage og tænker: ”fuck, det skulle jeg sgu da nok have gjort lidt anerledes”, eller når jeg slår mig mentalt i hovedet, fordi jeg lod ungen sidde foran tv’et og spise – fordi det er den eneste måde hun får noget indenbords, så rejser jeg mig sgu lige fra mit forfængelighedsfald, børster idealerne af mig og gør det, som jeg selv har lyst til det skal gøres!

Bekymringer kan jeg nok aldrig se mig fri fra, jeg accepterer modvilligt deres tilstedeværelse, men jeg sammenligner mindre, jeg har slettet alt der hedder Tigerspring fra min telefon, hvori man ville kunne læse hvad barnet mentalt gennemgår, og hvad de skal have tilraget sig af evne på den anden side, fordi jeg vil hellere se på den lille personlighed og selv mærke efter hvad hun har brug for. Og så række alle, der kunne finde på at sige hvad hun BURDE kunne, ift. hendes mentale alder, og hvad hun bestemt ikke burde gøre, EN STOR MOTHERFUCKFINGER.

(Må mødre egentlig gerne sige fuck?)

(Fuck ja)

Johanne Mygind er i midten af 20’erne, mor til Augusta på 1 år og ivrig Instagrammer, under navnet @nutidensmor