Her går det godt.

Med fare for at jinxe hele skidtet…. Så går det godt.

Jvf. mit tidligere indlæg så er jeg jo også nødt til at dele ud af det gode. Det kan jeg nemlig også godt finde ud af.

Det er som om kontrasterne i Blogland er enorme for tiden. Enten har man en brokke-blog eller også har man en sukkersød, pastelfarvet blog, fyldt med glæde og solskin.

Solskin har vi jo alle haft på det seneste, på nær en fantastisk rar dag i går, hvor temperaturen lod os køle kroppen lidt ned. Og vi har også alle sammen dage hvor alt er noget forbandet pik.

Jeg er enormt sårbar over for resten af denne her blog-verden. Hver gang jeg læser noget et sted, hvor kritikken går på de mere negative blogs – om at der er gået mode i at brokke sig online – så føler jeg mig enormt truffet. Øv, tænker jeg. Og overvejer straks om jeg ikke skal til at skrue ned for bandeord og violin-spilleri. Men så slår det mig: Vigtigheden af, at blogs gerne må illustrere alle de forskellige liv der sidder bag skærmene. For ja, det er jo faktisk helt almindelige FORSKELLIGE mennesker. Jeg er et helt almindeligt menneske.

Jeg, eller alle andre bloggere for den sags skyld, er jo ikke stillestående, fiktive personer, opfundet med tanken om at skabe en illusion. Et falsk billede af hverdagen.

Der skal være plads til det hele. Og der er rigtig mange der ikke ønsker at dele de grimme sider af deres (privat)liv. Og det kan jeg dælme godt forstå. Og de er dygtige til det de gør. Jeg kan ikke finde ud af at indrette min bolig, jeg laver næsten aldrig pæn mad – jeg er ikke god til at inspirere andre mennesker rent visuelt. Det er ikke der min styrke ligger.

Men jeg er god til at dele andre ting – og jeg elsker den kontrast der findes i blog-verdenen. At man kan få stillet sine lyster forskellige steder. Fælles for mange af de blogs jeg læser, er at jeg nyder at følge personen bag. Om der så tages virkelig flotte og skarpe billeder, eller om det er semi-gode iPhone-billeder (mig) det gør ikke mig så meget. Så visuelt sulten er jeg heller ikke. Jeg er mere til tekster, hvor forfatteren formår at sætte ord på en stemning eller en situation, på en nærværende og spændende måde.

Egentlig er dette indlæg nok mest til mig selv, som en reminder om at jeg ikke skal lave så meget om. Men at jeg skal øve mig i at stå ved hvad jeg er god til. I stedet for at irritere mig over at jeg ikke har et kamera der kan tage pæne billeder. Eller virkelig pæne ting at tage billeder af.

Egentlig er det mest for at fortælle mig selv, at jeg skal lade være med at lade mig opsluge af Blogland og alle de mennesker (både bloggere og læsere) der færdes i den. Men nogle gange føles det som om jeg lever i to verdener, der eksisterer parallelt med hinanden. Det er skørt. En virtuel verden om en virkelig verden. Skørt.

Men jeg kan sgu godt lide den. Den virtuelle verden. Det er et fællesskab. Og der er noget for enhver smag, til når man har brug for at logge lidt af og være fluen på væggen hos ens favorit-virtuelle venner.

I dag kickstarter vi flytningen af bloggen, og det kommer til at foregå uden de helt store problemer. Det har min nørd i hvert fald forsikret mig om. Glæder mig til at vise den nye side frem.

Jeg er frisk, har sovet godt i nat – og det har BØF BØF også. For første gang i 2 måneder, har han sovet en hel nat. Det er fantastisk. Og den for ret tæt på 6:00 da han vågnede. WIN!

Om lidt vil jeg tage på arbejde og så vil jeg hente min yndlings – han er så sød. Ham kan jeg (næsten) ikke få nok af!