Bagklogskab og grønt græs på den anden side.

Jeg kan ofte tabe mig selv i andres liv. Sådan noget med at tilværelsen klart er bedre et andet sted, i andre familier, i andre forhold.

Og det er det måske også nogle steder, men er også sikker på at andre tænker præcis det samme om mig. Om os, og om vores familie.

Jo mere jeg snakker med folk, jo mere har jeg fundet ud af at alle har deres. Og at stort set alle par, der har fået børn indenfor de sidste 2 år, har været pressede. Og det er rart. Ikke rart på den måde at jeg ønsker at andre har det svært, men fordi det får os til at virke som normale mennesker.

Vi har i den grad haft to hårde år. Virkelig. Min største fortrydelse er, at jeg har været ked af det, næsten et helt år af Alfreds liv. Dernæst er jeg ked af, at det er gået så meget ud over vores forhold. Vi er pisse gode forældre, men hold kæft vi har været dårlige kærester.

Et forhold burde fint kunne holde til at få et barn. Især et forhold som vores, hvor kærligheden var stor, og hvor vi ikke var i tvivl om at det skulle være os to. Men at et forhold skal kunne rumme både en baby, fødselsdepression, dårlig økonomi og stress, det er alligevel i overkanten. Dertil skal det også nævnes, at vi har flyttet 3 gange på de 2 år, og at vi har været både arbejdsløse, praktikant, barslende og startet på nye jobs.
Og nårh ja, vi har også født noget.

På 2 fucking år.

Folk er så småt begyndt at fortælle mig, at det da er fuldt ud forståeligt at jeg har haft det svært. Og at vi har haft det svært. Jeg har det dog rigtig svært med, at nærmest ingen hev fat i mig midt i det, og fortalte mig at det var OKAY at vi havde det svært. Jeg synes det har været hårdt at være vidne til den der op på hesten mentalitet. At hvis man giver udtryk for at man synes det er pisse fucking hårdt at jongelere rundt med babyer, jobs, rudekuverter og manglende sexlyst, så er det bare sådan det er. Og at man i øvrigt selv havde valgt det. Og man burde i øvrigt også have sagt sig selv, at det ville blive hårdt.

Guess what. Det gør det fandme ikke spor lettere at stå midt i en krise, og turde gøre et forsøg på råb om hjælp, og så møde en lukket dør.

Så kan jeg godt forstå, at jeg holdt hovedet højt, og i stedet løftede tyngden på svage skuldre. På et eller andet tidspunkt falder man i knæ. Og det var det der skete for mig. Hver gang noget afvigede fra normalen derhjemme, hvis Svenne skulle ud at rejse eller skulle sende radio et andet sted i landet gik jeg i undtagelsestilstand. Mit hoved var ved at eksplodere af alarmklokker der ringede og ildebrande i hjernen, der var ved at lukke og slukke ved tanken om at jeg skulle være alene hjemme med Alfred.

Ingen forstod mig. Og især Svenne var ked af, at jeg ikke kunne give ham plads til at arbejde og til at være social. Og jeg tror aldrig helt han tilgiver mig for det, men jeg håber at det giver meget mere mening for ham nu, at jeg nok har været deprimeret allerede dengang. Jeg kan i hvert fald godt se det nu. Jeg tog alting meget tungere end andre og jeg kunne på ingen måde undvære ham.

Faktisk sagde min svigermor på et tidspunkt, at hun mente jeg var deprimeret. Og jeg kvitterede med at blive pissesur og tænkte hvad i ALVERDEN hun bildte sig ind. Men hun havde ret. Og jeg tror også at det startede kort tid efter Alfred blev født. Jeg blev overrasket over hvor hårdt det var at få ham.

I dag er Alfred en klog og dygtig dreng, og vi elsker ham mere end noget andet. Også mere end hinanden. Og det er det jeg skal huske. Vi har lavet et barn, som vi begge giver al vores kærlighed til. Og hermed kommer jeg til det jeg ville sige med dette indlæg.

Når nu man har givet al sin kærlighed til sit barn, så er det da klart at forholdet halter lidt en gang i mellem. Så vi skal være bedre til at gemme lidt af den kærlighed til hinanden også. Jeg synes faktisk at min kæreste er virkelig dejlig. Og jeg elsker ham rigtig meget. Så vil øve mig på at dele kærligheden mellem begge mine drenge. Det samme må min kæreste så også. Dele sin kærlighed mellem Alfred, mig. Og måske sin Playstation. Uden den var han også blevet vanvittig.