En ny tilværelse.

Om under en måned flytter vi ind i vores nye lejlighed! Vi venter lige nu på at få underskrevet købsaftalen, så vi kan få alle de praktiske ting overstået.

Vores nye lejlighed, er en hyggelig 4-værelses stuelejlighed med en lille have til.

Som det ser ud nu, så får Bøffen rigeligt plads at bøffe rundt på. Lejligheden har to stuer, og planen er at lave den ene stue om, så Alfred får et stort legerum udover det lille værelse han skal sove i.

Derudover er der soveværelse til os, et ok stort spisekøkken samt wc et sted, bad et andet sted.

Det er alt det vi har drømt om. Jeg glæder mig især over de to stuer. Vi får nemlig en stue, som kun er en stue, uden at den bliver domineret af legetøj og rod. Håber jeg!

Vi kender ikke Sydhavnen ret godt, men vi har indtryk af, at vores område er hyggeligt og roligt. Vi skal bo klods op af en haveforening – og lige rundt om hjørnet ligger Karens Minde, som jeg spår bliver en rigtig tidsrøver, med heste, kaniner og høns.

Jeg glæder mig især over at vi får plads til gæster, og jeg glæder mig over, at vi ikke længere skal op og ned fra 5. sal for at komme ud.

Fordi vi flytter i december, så skal der ikke gøres det store ved haven endnu. Den er heller ikke så fandens stor, så den virker overkommelig. Men bare det, at Bøffen kan komme på græs en gang i mellem, det er da skønt, hva?

Jeg døjer lidt med ensomhed i disse dage. Dagene fra mandag-torsdag er ret hårde, idet Svenne arbejder 12-13 timer hver dag disse dage. Han er derfor kun hjemme om morgenen, og arbejder om aftenen. Ergo sidder jeg alene hjemme hver aften, når Alfred er puttet. Lænket til lejligheden. Og til Alfred. Jeg lever fint med det, og det er blot sådan vores hverdag ser ud. Men jeg synes godt nok det er ensomt at være alene.

Det er som sådan ikke hårdt at have Alfred selv, det er blevet en del nemmere, nu hvor han er blevet ældre. Han går også forholdsvis tidligt i seng, så det er egentlig kun 3-4 timer jeg er på hårdt mor-arbejde. Vi hygger os og leger. Spiser og læser bøger. The usual. Men jeg savner hans far om aftenen, når Bøffen sover.

Som regel er han hjemme ved 23-tiden, men der er jeg gået kold. Så der er ikke meget kærester over os for tiden. Det er nu heller ikke noget nyt.

Det er en anden slags ensomhed, end den jeg beskrev under min barsel. Jeg føler ikke længere at det er Svennes opgave at underholde mig, når han kommer hjem. Det er en slags tvunget ensomhed, fordi han slet ikke er hjemme. Og fordi morgenerne forsvinder i praktiske ting og med at få Alfred ud af døren og afsted til vuggestuen. Det er først når vi rammer fredag, jeg mærker at vi er en familie. Og den ved vi jo, går stærkt. Weekenden.

Det er som om, at uanset hvordan vores hverdag har set ud, så er der altid en slags savn og problematik omkring tid og samvær… Shit, det der voksen er ikke altid en dans på roser! Hver dag når jeg henter Alfred, spørger han efter sin far. Han trives egentlig fint, men jeg er sikker på han bare indordner sig i de rammer vi sætter for ham. Men det er trist, at han er så uendeligt glad for far, og at man så hver dag må fortælle ham, at far er på arbejde og først kommer hjem når han sover.

Alfred er igen blevet en glad dreng. De mange uger han var sur og tvær er ved at være ovre. Og det gør alting lettere. Han er legesyg, udforskende, kærlig og sjov. Vi griner og hygger rigtig meget. Men jeg savner at vi er her alle 3.

I morgen er det heldigvis fredag. Og fredag er fars fridag, og i morgen har Bøffen fri og far-tid. Kæmpe yay.