Kommentarer.

Jeg elsker dem. Virkelig.

Og jeg er alt, alt for dårlig til at svare på dem. Det er og bliver min udfordring. Jeg vil gerne være bedre til det, og måske en dag, lykkedes det mig at få svaret alle.

Jeg har på det seneste været vidne til mange kommentarfelter i blogland, blogindlæg, eller snak omkring negative kommentarer.

Flere bloggere oplever negativ feedback – ikke engang trolls, men deciderede ægte mennesker, der deler ud af dårlig energi og trælse ord, lige direkte ind i bloggerens verden.

Jeg har i dén grad oplevet mit – og jeg har grædt, været vred, stik tosset og skuffet over nogle af de verbale slag man skal stå til mål for.

Og jeg er en ydmyg person. Følsom und alles, men jeg har som sådan også fået nok. Jeg gider det ikke mere.

For min skyld kan man kalde mig for en rygklap-elskende idiot, men det her er MIN blog. Ingen andres. Og jeg er ærligt talt træt af at få kommentarer om at jeg er en dårlig mor, at jeg ikke må skrive at jeg ikke har lyst til at bo på Amager, at Alfred har drukket danskvand eller alt for ofte har sin sut i munden.

Jeg er stor fortaler for, at man opfører sig ansvarligt på nettet. Men jeg orker ikke at tage kampen på min egen side. Det er ikke tiden værd.

Efter 4 år som blogger, hvor jeg har fået rigtig mange SØDE mails, kommentarer eller andet positiv feedback, så burde jeg være godt rustet til at leve med den udvikling, hvor det nu er blevet hverdagskost at modtage crap i kommentar-feltet. Men jeg vil ikke leve med det. Jeg vil ikke vænne mig til at det er sådan det er.

Derfor skal jeg godkende alle kommentarer der kommer ind, før de bliver udgivet – og jeg har fra dags dato besluttet, at hvis kommentarer indeholder bare snerten af lort, så sletter jeg dem. Basta.

Min side skal ikke være et sted hvor man kan hælde lort ud. Så må man gå ind på Ekstra Bladets side, Nationen. Der er masser af plads og publikum til den slags.

Dermed ikke sagt, at jeg ikke kan tåle mosten. Jeg tager gerne imod de fortørnede beskeder omkring et eller andet jeg har skrevet, hvor man måske er uenig. Men min blog er min blog. MIN. Det er mine meninger. Mine tanker. Mine oplevelser. Mit liv.

Det er ikke min opgave at stille alle tilfredse med dens indhold.

Jeg ved godt at dette indlæg ikke er relevant for 99 % af jer. Men det er alligevel vigtigt for mig at sætte dagsordenen.

Håber I forstår.

Kram.