RE: Ensomhed.

Jævnligt tikker der mails ind fra læsere, og de kan både indeholde ris, ros eller opfordringer.

Nu og da tikker der også mails ind fra søde mødre, der har læst med på bloggen, mens de på en eller anden måde sidder midt i en eller anden af de faser jeg har skrevet om på bloggen.

Langt de fleste emner i disse mails er ensomhed – og i dag har jeg besluttet mig for at udgive et af de svar jeg netop har sendt til en læser.

For jeg ved jo, at der er flere derude, der er lidt ensomme. Det der barsel kan være en kælling.

Jeg svarede:

Hvordan kommer man ud på den anden side? Ville sådan ønske jeg havde en opskrift på det, men det eneste jeg kan gøre, er at fortælle lidt om hvad jeg selv gjorde. Så håber jeg at der er noget imellem, du måske kan bruge?

De første par måneder af Alfreds liv, brugte jeg stort set alene. Selvfølgelig var hans far der også, men han arbejdede rigtig meget og han var ofte væk det meste af dagen. For mig startede ensomheden på to måder:

Der var det faktum, at hele mit liv var blevet vendt op og ned – at al min tid og energi skulle bruges på et barn. Han sov ikke ret meget i løbet af dagen, så jeg havde ikke de der timer for mig selv, hvor jeg kunne koble af og have lidt ego tid.

Fordi Svenne startede i praktik på en meget ung og festlig arbejdsplads, kunne han lige så godt have startet på uni, for der var masser af nye kolleger, fester og andet socialt. Det var som at blive slået i hovedet med en stol: alt det jeg sad og savnede, det fik han, og så sad jeg ellers bare derhjemme i joggingtøj og var sur og træt.

Det var ikke nemt for mig at komme ud blandt veninder, for jeg havde faktisk ikke rigtig nogen tilbage i København. Langt de fleste venskaber byggede på arbejde og eftersom jeg ikke havde arbejdet i byen, da vi havde boet i Aarhus i 2 år inden vi flyttede tilbage til Kbh, havde jeg ingen venner tilbage herovre, nærmest. I hvert fald ingen med børn.

Efter et halvt års tid blev jeg pisse træt at sidde og være sørgelig. Jeg fandt ud af, at det ikke var min kærestes ansvar at underholde mig og sørge for at jeg fik en eller anden form for social stimuli i løbet af dagen. Det er nemt at sige nu, men dengang var jeg virkelig, virkelig ynkelig. Og at jeg så i dag ved, at jeg i den grad var ramt af noget depression og efterfødselsreaktion, gør det nemmere at kigge tilbage og forstå hvorfor jeg var så ked af det hele tiden.

Men jeg tog den beslutning, at man ikke bare kan sidde og vente på at ens gamle venner får børn. Jeg så jo hvor mange mødre der gik rundt på Assistens hver eneste dag, samtidig med mig. Der måtte da være andre der var lige så ensomme som mig?

Så jeg skrev om det på bloggen, og faktisk skete der det, at jeg ad den vej mødte to helt fantastisk søde piger, den ene højgravid og den anden med en dreng der var et par måneder yngre end Alfred.

Vi lavede vores egen lille mødre gruppe, hvor vi mødtes en gang i mellem. Det var meget grænseoverskridende for os, at forsøge at skabe et venskab, når man slet ikke kender hinanden overhovedet. Men det lykkes! I dag ser vi stadig hinanden, og vores børn er pludselig jævnaldrende. Og vi får endnu et barn i løbet af sommeren!

Så det kan godt betale sig at opsøge folk. Selvom det er hårdt arbejde at få venner når man er voksen! Virkelig!

Noget andet jeg også gjorde, men som til dels kun, kunne lade sig gøre fordi jeg havde bloggen, var at jeg besluttede mig for at begynde at komme til nogle af de blogger arrangementer jeg blev inviteret til. På den måde mødte jeg andre mødre som bloggede, og vi havde alle det til fælles at vi havde børn.

Så også der fandt jeg pludselig nogle søde damer, jeg den dag i dag, betragter som venner.

Jeg ved ikke om det lyder som om, at jeg har fået hele mit sociale liv foræret i form af bloggen. Måske. Men egentlig handler det med om at udnytte en platform.

Jeg ville være blevet sindssyg (haha, det blev jeg jo også lidt) hvis ikke jeg havde formået at samle mig selv op fra gulvet. For mig var det slet ikke nok at være mor. Jeg havde virkelig brug for at være sammen med andre voksne.

Hvis du tør, så kig på dine muligheder. Går I til noget med andre mødre og børn? Er der en legestue i nærheden? Hvad med din mødregruppe?

Man kan få venner for livet, hvis man finder mennesker i samme båd. Der er intet der binder folk mere sammen, end børn. Så jeg håber virkelig du vil turde at opsøge de fremmede, ensomme mødre du møder på din vej 🙂

Kram fra mig!

Her er de tre søde unger, i vores hjemmelavede mødregruppe! Og vi har endnu én på vej!