Håndklædet i ringen.

Øv, det her er et træls indlæg at skrive.

Det er med en hel del hjertebanken, at jeg har sat mig ned for at skrive det, da hele min krop kæmper for ikke at acceptere faktum: At vores familie er i forandring.

Det har været længe undervejs, da vi har haft en del op og ned ture over de sidste mange måneder. Dage med gråd, skænderier, kompromiser og lovninger på, at nu tog vi os lige sammen og fik det hele til at fungere.

Faktum er, at vi er gode forældre, Svenne og jeg. Vi er bare ikke gode kærester. Overhovedet. Og jeg har holdt fast i vores forhold som en gal, fordi jeg ikke ønskede at se vores familie falde fra hinanden.

Det gør den heller ikke. Men den bliver anderledes fra nu af. Sådan helt officielt, så er vi ikke længere sammen og det kræver at jeg lige fælder en tåre eller 1000 for at kunne ‘sige’ det højt herinde. Jeg har nemlig ikke lyst. Altså til at krænge mit inderste ud på den måde.

Men jeg er også nødt til at få det formidlet ud, da der sidder en stor mængde mennesker derude, der sådan helt officielt er nødt til at vide hvordan tingenes tilstand er. Især fordi jeg ret ofte oplever, at folk genkender os i gadebilledet, og naturligvis ville sætte spørgsmålstegn ved det, hvis Svenne en dag sidder og fletter fingre med en anden end mig.

Så ved I hvorfor 🙂

Vi er ikke ret langt i processen, og for mit vedkommende (og Svennes, for den sags skyld) er vi ikke der hvor vi løber ud i det Københavnske natteliv og går amok i ren og skær iver. Det er en hård tid vi går i møde, og den er nok værst for mig lige nu, fordi det ikke er det jeg ønsker. Det er Svenne er har valgt at trække stikket, inden vi begge to bliver ødelagt.

Så det betyder, at han er lidt længere i processen end jeg, og at jeg skal nå til et sted hvor jeg godt kan se, at vi gør det rigtige. Jeg har længe gået med den tanke, at jeg ville føle mig lettere, gladere og smukkere – hvis ikke det var fordi vi dagligt gik og kæmpede mod hinanden herhjemme. Følelsen var til sidst så stærk, at jeg godt vidste hvilken vej vi gik.

Det er ikke ‘den lykkelige skilsmisse’, det her – dem tror jeg ikke findes. Det bristede håb og drømme – og det gør ondt på en hel særlig måde, hvor man nærmest føler at luften bliver suget ud af en, og så mister man alle former for rationelle tanker og følelser.

Der er et KÆMPE MEN i det her – for når violinen er lagt, så tror jeg på at der venter os begge noget godt.

Det går godt for Svenne rent arbejdsmæssigt, og jeg er glad og stolt over hvor meget han har opnået på relativt kort tid. Og jeg tager sgu også lige noget af æren for det, selvom han har haft sit at se til, med både Alfred og jeg. Jeg håber at han fortsætter med at være lige så dygtig som han er nu, og fortsætter til tops. Hans drømme er indenfor rækkevidde, synes jeg. Ved ikke om han er enig. Men jeg er stolt af ham. Meget.

Og jeg er stolt af os, fordi vi har formået at skabe en lille dreng, der er så sød, omsorgsfuld, sjov, skør og helt igennem skide irriterende. Det er et kadeau til os begge. Der har vi seriøst rocket!!

Mht til mig, så er det lidt af en omvæltning for mig. Jeg har ikke været single i 10 år – og lad mig bare sige det sådan: jeg har ikke travlt. Jeg har en pæn portion selvtillid der skal skabes fra bunden. For jeg har den ikke. Kan ikke huske hvor den blev af. Den var der engang. Og det er sindssygt skræmmende, at jeg pludselig skal til at have nok i mig selv. At jeg skal finde en eller anden slags kærlighed til mig selv, så jeg kan være noget godt for mig, og ikke kun for andre.

Alle de lavpraktiske ting er lidt kaotiske lige nu, for vi sidder jo godt og grundigt smedet sammen i alt hvad der hedder bolig, økonomi og vaner. Vi tager en dag ad gangen. Og indtil videre bor vi sammen alle 3, men har lånt et vennepars lejlighed her den næste måneds tid, så vi kan få lidt pusterum hver for sig.

Vores udgangspunkt er, at vi ikke ændrer på Alfreds vaner, før vi har en mere permanent løsning. Men lad mig sige det sådan her: vi beholder vores dejlige lejlighed i Sydhavnen, for vores ønske om at Alfred skal vokse op her, er stadig intakt. Og i øvrigt er man godt dum, hvis man sælger en 4 værelses lejlighed med have, centralt i København, bare fordi man går fra hinanden. Det er Alfreds hjem, og det skal det blive ved med at være.

Jeg leder ikke efter gode råd, og jeg skriver ikke dette her for at få skulderklap eller trøst. Jeg skriver det fordi at bloggen her så ofte har været en ventil, hvor jeg kunne lukke lort ud. Men jeg vil også sige, at jeg ikke kommer til at bruge bloggen som sutteklud og dele ret meget ud, når det kommer til det her.

Har læst mit om skilsmisser på diverse blogs, og det er aldrig særlig kønt. Jeg har ingen intentioner om at hænge os ud, og jeg respekterer os så meget, at jeg ikke vil dele noget så privat med hele verden. Det er meningen at Svenne og jeg skal få hinanden ud på den anden side, på den aller bedste måde. Og det gør jeg ikke mit til, hvis jeg lukker lort ud online, desværre.

Svenne er min helt store kærlighed, og det er han stadig – jeg elsker ham så højt, fordi han har taget en beslutning om at vi ikke skal leve de næste mange år som ulykkelige mennesker – men naturligvis er han da skidetræls fordi han bare sådan lige kan sige stop. På mine vegne også. Men jeg er sikker på, at jeg en dag vil takke ham for det.

Vi har fandeme gjort det godt.