SMÅ MENNESKER, STOR KÆRLIGHED

Jeg har opfundet århundredets trick! Det startede som en leg, og det er det 100 % stadigvæk set fra Alfreds point of view! Men min agenda går mere ud på at udnytte legen til det ekstreme!

Det starter med at jeg faker at jeg græder! Wuaaaaaahhhhaaaaaa siger jeg, og så kommer han og krammer mig og aer mig, hvorpå han siger: Jeg er her – jeg passer på dig – sååååååå, sååååååå! Aj, men det er så kæmpe fint, ikke?

Han kopierer jo alt muligt i disse dage, og denne leg er blot en enkelt af dem. Der er også den slags lege der involverer vand eller mad, og dem er jeg sgu ikke så hooked på at udvikle på nogen måde!

Status hver gang vi henter ham i vuggestuen er, at han er inde i en sjov, sjov periode. Han fortæller røverhistorier, joker og lyver som var han Pinocchio med verdens længste næse! Han har absolut ingen tidsfornemmelse, hvilket ofte resulterer i forvirring blandt os voksne. For når han fortæller os, at en af pædagogerne har slået ham i dag, så bliver man bange! Indtil man lægger to og to sammen og finder frem til at han i virkeligheden mener at han havde et sammenstød med en albue i går 🙂

Så på den måde er Bøffen nok ikke så forfærdelig anderledes fra andre børn, tænker jeg? Han aner ikke hvad 5 minutter betyder, ligesom han heller ikke forstår at Farmor kommer på besøg om 2 uger. For ham kan det lige så godt betyde i morgen.

Han er så småt ved at være børnehaveklar, og jeg både glæder mig og frygter det. Glæder mig fordi at der er startet en masse små unger på hans stue, og at det jo på ingen måde er fedt at være den store der gerne vil lege, når alle de små babyer bare græder og savler over det hele.

Frygt, fordi jeg er bange for at det muligvis kan komme til at konflikte med det tidspunkt Svenne og jeg regner med at være flyttet fra hinanden. Av – den må vi tage en anden gang, ikke?

Jeg øver mig i at være en mand fortiden – for de bekymrer sig åbenbart ikke på forhånd. En mandehjerne tænker ikke fremad. Så jeg prøver ihærdigt på at spole min egen tilbage, og slette de tanker og bekymringer jeg har omkring vores fremtid som skilsmisse-typer. Ad, det lyder grimt. Men jeg spoler…… og spoler…… Og spoler!